Mandag 12. feb 2024

Adam Smith ville også argumentere for skolemad

Skolemad er på den politiske dagsorden efter de Radikales fremlagde et forslag om det i sidste uge. Set med økonomiske briller er der både principielle og empiriske argumenter for hvorfor det kan være en god ide

De Radikale præsenterede i starten af sidste uge et forslag om at indføre skolemad til børn i folkeskolen. Forslaget fik bølgerne til at gå højt, ikke mindst på de sociale medier. Skal man tro en afstemning på TV2’s hjemmeside er stemningen dog overvejende positiv. Der er mange forældre, der ikke elsker den daglige madpakkesmøring.

 

Grundlæggende er det også en utrolig ineffektiv produktionsform, når madpakker til skolebørn produceres i hundredetusindevis af små enheder, i stedet for i storkøkkener, hvor storskala og specialisering af arbejdskraft gør arbejdet langt mere effektivt. Som allerede Adam Smith påpegede, er specialisering en stor kilde til velstand. Men lige her er der ikke sket nogen specialisering siden Adam Smiths tid.

 

Ser man på vores nabolande, er tanken om skolemad ikke eksotisk: I Sverige, Finland og Tyskland er der universelle og betalingsfri frokostordninger. I Storbritannien, Frankrig og Italien er det mod brugerbetaling, evt. med fribilletter til socialt udsatte. Omvendt har danske, norske og hollandske børn madpakker med. Sidstnævnte indførte dog et socialt målrettet skolemadsprogram i 2023.

 

De Radikales argumenter for skolemad kredser sig om sundhed og ulighed: Et godt, nærende måltid til alle kan sikre indlæringen og ved at gøre det til en fælles opgave i skolen kan man undgå, at børn fra især udsatte familier ikke får noget (ordentligt) at spise, eller bliver mobbet for madpakkeindholdet.

 

Der er også hårde beviser for noget af det. Fx viser et nyt og meget grundigt svensk studie at der er målbare langsigtede økonomiske gevinster ved sund og universel skolemad – og at gevinsterne overstiger omkostningerne ved tiltaget. Effekten, i form af højere indkomst senere i livet, var særligt tydelig for børn, der kom fra de fattigste familier.

 

De Radikale foreslår at finansiere skolemadens skønnede pris på 2-3 mia. ud af råderummet, dvs. af fælleskassen. Det mener nogen er for dyrt, og sandheden er jo også at det så er 2-3 mia., der ikke kan bruges på fx andre velfærdstiltag eller skattelettelser. Ordningens indhug i råderummet kan begrænses eller helt elimineres ved at indføre brugerbetaling, men det vil så give en anden profil rent fordelingsmæssigt.

 

Adam Smith bruger i “Wealth of Nations” eksemplet med arbejderen på en knappenålsfabrik, der alene ikke kan lave bare én knappenål på en hel dag, men som med samlebåndets effektivt kan producere i gennemsnit tusindevis af knappenåle per dag. Ganske vist skal forældre i dag hverken høste kornet til rugbrødet eller selv kærne smør, men den sidste grad af specialisering mangler fortsat i madpakkeproduktionen.

 

Der er altså potentiale for økonomiske gevinster ved en skolemandsordning – om det skal ske er i sidste ende naturligvis en politisk afvejning af argumenternes styrke ift. andre hensyn.

 

Debatindlægget er bragt i Finans den 13. februar 2024.