Corona
Small Great Nation
Torsdag 7. maj 2020

Coronas økonomiske smittekæde

Dansk erhvervsliv er afhængig af, at der ligeledes åbnes op i vores eksportmarkeder. Derudover rammer coronakrisen også underleverandører til nedlukkede virksomheder og eksportvirksomheder hårdt.

Analysen blev nævnt i Børsen torsdag den 7. maj 2020.

 

COVID-19 spreder sig ikke kun blandt mennesker. Den spreder sig også blandt danske virksomheder og medfører store konsekvenser for dansk økonomi. Spredningen sker via flere kanaler:

  • Når Danmarks største eksportmarkeder såsom USA og Tyskland også er hårdt ramt af coronakrisen, så påvirker det den globale efterspørgsel efter danske varer og ydelser.
  • Når regeringen påbyder restauranter mv. at holde lukket, så har det store konsekvenser for de nedlukkede virksomheder.
  • Derudover kan danskerne blive mere tilbageholdende med forbruget pga. usikkerhed, risiko for smittespredning, karantæne mv. Det vil påvirke danske virksomheder bredt.

 

Regeringen og Folketingets partier forsøger med rette at holde hånden under de hårdest ramte virksomheder. Men de afledte effekter på underleverandører bliver ofte overset, når der snakkes om konsekvenserne for erhvervslivet. Vores analyse anvender en input-output-model til at opdele de økonomiske konsekvenser på årsag. Analysen viser blandt andet, at de afledte effekter udgør knap en tredjedel af coronakrisens samlede effekt på de danske virksomheders omsætning.

 

Analysen viser også, at selvom der er stort fokus på konsekvenserne af nedlukningen af danske virksomheder, så vil de danske virksomheder stadig være hårdt ramt, hvis ikke den globale og indenlandske efterspørgsel også bliver normal igen. Hvis de udsatte serviceerhverv kan åbne helt igen, så vil virksomhederne samlet set kun genvinde en tredjedel af den tabte omsætning som følge af coronakrisen, jf. nedenstående figur. En stor del af virksomhedernes fald i omsætning skyldes lavere eksport. Danske virksomheder er derfor meget afhængige af, at der også genåbnes i USA, Tyskland og i Danmarks øvrige eksportmarkeder.