Løkkes reform-maraton blev en tur til bageren
Begge Løkke-regeringer efter valget i 2015 har haft høje ambitioner om at øge arbejdsudbuddet i dansk økonomi. Planerne er i det store hele kuldsejlet hos et Folketing, der ikke har haft den store reformappetit i denne valgperiode. Manglen på succes må dog ikke blive en undskyldning for den kommende regering for ikke at sætte sig klare og målbare mål, og anvise hvilke midler man vil bruge for at nå sine mål.
Indlægget er bragt på Finans.dk d. 17. april 2019.
Forestil dig følgende scenarie: Som nytårsforsæt sætter du et mål om i det nye år at løbe et halvmarathon. Undervejs opstår der problemer i din træning, og du får ikke løbet som planlagt. Men du lægger ikke ambitionen på hylden – tværtimod. For at vise hvor dedikeret du er, annoncerer du at målet nu er et helt marathon. Da den store dag oprinder, løber du de godt 1½ km ned til den lokale bager, får en kanelsnegl og løber hjem igen.
De færreste vil nok kalde det en succes. Men analogien svarer faktisk til forløbet for Løkkes regeringer siden valget i 2015 og deres ambitioner om at øge arbejdsudbuddet. Den første V-regerings 2025-plan havde en ambition om at forøge arbejdsudbuddet med 40.000 personer og anviste klare midler i form af flere reformer. Planen kom dog straks i problemer, da der ikke var politisk appetit på hverken fremrykket indeksering af pensionsalder, SU-reform eller topskattelettelser. Striden om det sidste medvirkede til dannelsen af en ny VLAK-regering, som noget overraskende annoncerede, at målet for øget arbejdsbud nu var 55-60.000 personer, selvom de nævnte og mest effektive redskaber var blevet lagt i skuffen. Der var ikke sammenhæng mellem den nye målsætning og de anviste midler.
Nu her tæt på løbsdagen/valgdagen kan vi se, at det er lykkedes at øge arbejdsudbuddet med 4.700 personer. Ift. et mål på 60.000 svarer det til at løbe ca. 3,3 km (ned til bageren og hjem) i stedet for et marathon.
Det er naturligvis ikke kun regeringens skyld, at den ikke får løbet sit marathon. Der har ikke været de nødvendige 90 mandater i Folketinget til at gennemføre de forslag, som for alvor kunne have øget arbejdsudbuddet.
Den ringe succes med at opfylde ambitionerne for forøgelsen af arbejdsudbuddet understreger hovedpointen fra den seneste rapport fra Small Great Nation samarbejdet mellem Kraka og Deloitte: Danmark har i en årrække ført en reformpolitik, som har plukket de lavest hængende og mest modne frugter på reformtræet. Den tilbageværende frugt er både sværere at nå (politisk) og har ikke samme sødme i form af store effekter på arbejdsudbuddet.
Socialdemokratiet meldte i sidste uge ud, at de ikke kommer til at sætte konkrete mål for udvidelse af arbejdsudbuddet. Man vil i stedet fokusere på uddannelse. Uddannelsesfokus er klogt, for bedre uddannelse kan øge produktiviteten – dvs. vi kan skabe mere værdi uden at skulle arbejde mere. Men man bør ikke glemme også at fokusere på at øge arbejdsudbuddet, da det kan finansiere skattelettelser eller øget offentlig velfærd.
En ny regering, blå såvel som rød, bør sætte sig klare og helst målbare mål med anvisning af, hvilke midler man ønsker at bruge. Og hvis man som regering vil tages alvorligt, skal midlerne være tilstrækkelige til at nå målet. Rækker det parlamentariske grundlag ikke, ender det måske alligevel med en basse hos bageren. Men med klare anviste mål og midler ved vælgerne, hvad de får, hvis deres parti får magt, som det har agt.