Debatindlæg
Fredag 15. dec 2017

Store kommunale forskelle i hjemmehjælp kan give brud på det horisontale lighedsprincip

Siden 2008 er antallet af hjemmehjælpstimer generelt faldet i Danmark, men nogle kommuner har skåret væsentligt mere end andre. De ti kommuner, der har skåret mest, har reduceret antallet af timer med ti gange så meget som de ti kommuner, der har skåret mindst. Det betyder i praksis, at en ældre fra de ti kommuner med størst nedgang i dag modtager under halvdelen af de hjemmehjælpstimer en ældre modtog for otte år siden.

 

Vi har i Kraka undersøgt, om disse forskelle kan forklares af forskelle i kommunernes ældresammensætning. Her er svaret nej. De kommuner, der har skåret mest, har ikke fået relativt flere sunde og raske ældre. Med andre ord: Besparelserne synes at være afkoblet udviklingen i de ældres reelle behov.

 

De to kommuner, der har sparet mest siden 2008 er Billund og Langeland. I dag giver kommunerne ca. 2,4 timers ugentlig hjemmehjælp per ældre over 65 år. I 2008 var tallet ca. 8,7 timer. Det er en reduktion på ca. 6,3 timers hjemmehjælp, svarende til 72 pct. mindre hjælp.

 

I den modsatte ende af skalaen ligger Holbæk, som med 7,4 timers hjemmehjælp i 2016 giver ca. tre gange så mange timer som Billund og Langeland.

 

Resultatet antyder en overtrædelse af det horisontale lighedsprincip – altså princippet om, at personer med samme plejebehov bør modtage samme pleje. De ti kommuner, der giver mest hjemmehjælp i 2016, giver næsten dobbelt så mange hjemmehjælpstimer pr. ældre som de ti kommuner, der giver mindst hjælp. Da helbredstilstanden er forholdsvis ens i kommuner med mest og mindst hjælp, sker der i dag med stor sandsynlighed en forskelsbehandling af ældre med samme behov på tværs af kommuner.

 

Over for det horisontale lighedsprincip – som på hjemmehjælpsområdet ikke er bundet op på nogen lovgivning – står det kommunale selvstyre. Det er i dag den enkelte kommune selv der bestemmer, hvor højt det kommunale serviceniveau skal være. I praksis foretages en individuel vurdering af hver borger ud fra det kommunalt fastsatte serviceniveau. Hvis de enkelte kommuner prioriterer forskelligt, kan der således opstå forskelle i servicen for hjemmehjælp.

 

Og noget tyder altså på, at det er tilfældet.

 

I takt med at levealderen stiger, stiger antallet af personer over 65 år. Hvis de ældre var og fortsat primært er plejekrævende de sidste leveår – også kaldet sund aldring – er vores resultater ikke udtryk for, at serviceniveauet er faldet. Men hvis de ældre primært er plejekrævende efter, at de har passeret en bestemt alder – usund aldring – er vores resultater udtryk for et generelt faldende serviceniveau. Vi ved ikke nok om, hvilken af disse muligheder, der er mest korrekt, og derfor ikke om det generelt faldende antal timer er udtryk for et faldende serviceniveau. Det vil vi nu kaste os over at analysere i Kraka.

 

Der er imidlertid ingen grund til at forvente, at graden af sund aldring har været nævneværdigt større i nogle kommuner end andre. Så resultatet om, at der er store forskelle i ændringerne i serviceniveauet på tværs af kommuner, og at dette er i modstrid med det horisontale lighedsprincip, står til at holde.