Vi må se mod udlandet hvis arbejdsstyrken skal øges
Opsvinget i dansk økonomi er gået ind i sit sjette år. Selvom en overophedning endnu ikke tegner sig, kan det pludselig gå hurtigt. Det giver luft til de, som ønsker at øge arbejdsudbuddet via reformer. Spørgsmålet er dog, om ikke de lavthængende frugter er plukket, når det kommer til udvidelse af arbejdsstyrken indefra, og vi derfor i stedet bør kigge mod udlandet, hvis vi for alvor vil øge vores arbejdsstyrke.
Indlægget er bragt på finans.dk d. 12. juli 2018
Nogenlunde samtidig med at kalenderen skiftede til 2018, krydsede dansk økonomi grænsen til højkonjunktur. Det kan se ved, at det såkaldte outputgab nu er positivt, efter at have været negativt siden 2009.
Helt efter bogen har økonomer og politikeres fokus de sidste par år også gradvist ændret sig fra hvordan vi kan komme ud af krisen, til om opsvinget udvikler sig til en overophedning, og hvordan en sådan kan undgås.
Det diskuteres bl.a., om vi med nye reformer kan udskyde tidspunktet, hvor opsvinget presser arbejdsmarkedet til en situation med galopperende lønstigninger. Desværre er der næppe de store muligheder for at øge arbejdsudbuddet tilstrækkeligt eller tidsnok via reformer rettet mod den danske befolkning. Vi bør derfor gøre mere for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft her til landet.
Vi udnytter allerede udenlandsk arbejdskraft godt – ca. hver tiende beskæftigede er i dag udlænding. Men potentialet er til endnu mere. Arbejdsstyrken i EU udgør næsten 250 mio. personer. Over 13 mio. af dem arbejder i et andet EU-land end hjemlandet. Kan vi dirigere lidt større andel i vores retning, øges arbejdsudbuddet markant. Dertil kommer en hastigt voksende og i stigende grad veluddannet global arbejdsstyrke, som der dog er betydeligt større barrierer for at vi får del i.
Forøgelse af arbejdsudbuddet via den danske arbejdsstyrke har haft trange kår politisk de senere år. Den siddende regerings ambition om at øge det med 55-60 tusinde personer er end ikke tilnærmelsesvist opfyldt. Det er ikke utænkeligt, at en af årsagerne er en slags ”reform-mæthed” efter de mange reformer, som blev vedtaget i årene efter Finanskrisen.
Generelt er reformer ikke særlig velegnede til at opnå kortsigtede mål, som fx at forhindre en overophedning. Reformer virker typisk først efter en årrække, og de som har nærmest øjeblikkelig virkning, fx en forhøjelse af tilbagetrækningsalderen, kan have andre forhindringer der forsinker effekten. Ændringer i pensionsalderen er gennemgribende, og påvirker økonomiske beslutninger taget gennem hele livet. Velfærdsforligets mekanismer varsler stigninger 10 år i forvejen, og det er meget svært at forestille sig, at der ikke gives 5-10 års varsel på en evt. fremrykning, der i øvrigt også er skudt ned af et politisk flertal. Dermed er vi lige vidt ift. at udskyde en evt. overophedning.
At man allerede har vedtaget mange effektive reformer inden for en kort årrække, betyder at de tilbageværende ofte er mindre effektive. De lavthængende frugter er plukket, og der skal skrappere midler til at opnå samme effekt som tidligere.
Vi bør derfor rette blikket mod at gøre vores samfund endnu mere attraktivt, for de som ønsker at komme hertil og arbejde. Vi skal kaste et kritisk blik på både de formelle barrierer, som fx den relativt høje grænse for beløbsordningen, og de uformelle barrierer, fx om den danske sammenhængskraft rækker til også at inkludere de, som kommer hertil udefra.