Vil du være med til at kvalificere den offentlige debat med uafhængige analyser?
I tænketanken Kraka søger vi lige nu en engageret samfundsøkonom til vores kontor i indre København.
Brænder du for samfundsøkonomiske analyser, og lyder nedenstående som noget for dig, så skal du helt sikkert søge stillingen som økonom hos os:
- Vil du være med til at kvalificere den offentlige debat i Danmark med ny viden gennem samfundsøkonomiske og økonometriske analyser, rapporter og debatindlæg?
- Motiveres du af at arbejde i et fagligt stimulerende miljø, hvor vi både sparrer med hinanden og toneangivende professorer i økonomi?
- Ønsker du at møde ind til en rummelig arbejdsplads, hvor det er rart at være, og hvor vi tilbyder fleksibilitet, så hverdag og familieliv kan hænge sammen?
- Sætter du pris på at arbejde på en social arbejdsplads med jævnlige arrangementer, som man kan deltage i, hvis man har tid og lyst?
Lidt mere om hvem vi søger
Den ideelle kandidat kan have mange forskellige profiler, og vi sætter generelt stor pris på forskellighed. Det eneste ufravigelige krav til dig er, at du er uddannet økonom, fx cand.polit. eller cand.oecon. (kandidat eller ph.d.). Ellers er vi åbne over for en bred vifte af kvalifikationer og erfaringer, men forestiller os, at:
- Du er fagligt nysgerrig og har et godt blik for at identificere nye analysemuligheder
- Du følger helt naturligt de aktuelle økonomisk-politiske dagsordener
- Du har lyst til at drive selvstændige analyseprojekter, men hjælper også gerne kollegaer på projekter, hvor de har styringen
- Du giver gerne konstruktiv feedback på dine kollegaers ideer og arbejde
- Du ønsker at blive ved med at udvikle dig fagligt
- Du har formentligt et par års erfaring eller er nyuddannet, men mere erfarne kan også komme i betragtning. Det vigtigste for os er at finde den rigtige kandidat
Lidt mere om jobbet
I Kraka har medarbejderne stor indflydelse på arbejdet og hvilke emner, vi kaster os over. Alle medarbejdere bidrager med analyseidéer, gennemfører selvstændigt analyser og skriver analysenotater. Men du står ikke alene. I Kraka har vi nemlig et stærkt samarbejde og lægger vægt på gennemgående sparring og udveksling af ideer i vores arbejde. Du kommer til at tage del i alle processer i analysearbejdet. Fra drøftelser af data og analysemetode med kollegaer til faglige diskussioner med topøkonomer fra bl.a. Aarhus og Københavns Universitet.
Vi arbejder med et bredt spænd af analyseområder, bl.a. har vi lavet analyser, der omhandler fordele ved en CO2-afgift på landbruget, det samfundsøkonomiske potentiale i at fremme kvindelige iværksættere, et nyt holistisk mål for børnefattigdom og meget mere inden for bl.a. velfærd, uddannelse, ligestilling, arbejdsmarked, klima, produktivitet mv.
Vi udfører både registerbaserede analyser og makroøkonomiske/strukturøkonomiske analyser, enten som mindre dagsaktuelle analyser eller som større udredninger, fx i Small Great Nation-initiativet. Desuden kan du med tiden få mulighed for at repræsentere Kraka i medierne.
Hvorfor skal du søge stillingen?
Søg stillingen, hvis du brænder for dit fag, for at få faglige udfordringer og for at deltage aktivt i den offentlige debat om Danmarks udvikling med analyser, debatindlæg og lignende. Til gengæld får du rigtig gode muligheder for at præge vores arbejde med dine ideer og analyser. Søg stillingen via Jobindex, HER.