Socialdemokraterne lancerede primo 2019 et udspil om tidlig pension til de mest nedslidte og dem, der har været længst på arbejdsmarkedet. Samtidig afsatte de en ramme på 3 mia.kr. til ordningen.
En ramme på 3 mia.kr. til tidlig pension kan finansiere ét års tidligere folkepension for ca. 8.500 beskæftigede fra befolkningen som helhed, jf. Figur 1. Beregningen bygger på at overgangen for en gennemsnitlig beskæftiget til folkepension indebærer et provenutab på 355.000 kr. fra udbetaling af folkepension, lavere skattebetalinger samt lavere forbrugsskatter.
Hvis det antages, at den tidligere folkepension alene tilfalder personer fra den nederste fjerdedel af befolkningen, kan 3 mia.kr. dække et års tidligere folkepension for godt 13.000 fuldtidsbeskæftigede. For personer fra den nederste fjerdedel af befolkningen bygger beregningerne på et provenutab på 227.000 kr. fra folkepension, skattebetalinger samt forbrugsskatter.
Hvis retten til tidligere folkepension i stedet skal gælde i 2 år, halveres antallet af beskæftigede, der kan gå på tidlig pension, da de 3 mia.kr. i så fald skal dække provenutabet for to årgange. Og tilsvarende hvis tidlig pension skal gælde 3 år før tid.
En ret til ét års tidligere pension til ca. 8.500 personer fra befolkningen som helhed svarer til ca. 13 pct. af de årgange af ældre, der nærmer sig folkepensionsalderen i de kommende år, eller til 20 pct. af de ufaglærte og faglærte i disse årgange.