- Den nye 2035 plan viser fortsat et meget stort råderum / disponeringsrum. Efter korrektion for finanslovsteknik står planen tilbage med 123 mia. i tilgængeligt råderum i 2035.
- Det store råderum modsvares dog af en række store planlagte udgiftsposter. Særligt den militære oprustning fylder meget, hvor det vil kræve 43 mia. at opfylde målet om at bruge 3,5 pct. på militært forsvar.
- Regeringen har derudover afsat penge til en beskeden basisvækst i de offentlige velfærdsudgifter, samt til andre politiske prioriteringer som fødevaremoms, beredskab og midler til klima. Tilbage står 39 mia. i råderum til at føre politik for.
- Denne analyse viser dog, at dette tal nok reelt er nærmere 0. Regeringen har nemlig ikke sat midler af til at dække et højere EU-bidrag, hvor EU-kommissionen forslag til nyt budget skønnes at ville koste Danmark 17 mia. kr. om året. Selv hvis regningen forhandles ned, må det ventes at lægge beslag på et betydeligt beløb.
- Lægges derudover til grund, at de offentlige velfærdsudgifter prioriteres neutralt og vokser med det fulde demografiske træk, er det tilbageværende frie råderum formentlig omkring 0 mia.