De fleste offentlige overførsler reguleres som udgangspunkt med stigningen i lønningerne. Finansministeriet har i sine beregninger af effekten på den strukturelle saldo af at afskaffe en helligdag lagt til grund, at lønmodtagernes årsløn øges når en helligdag afskaffes og lønmodtagerne derfor arbejder mere. Samtidig har Finansministeriet lagt til grund, at overførselsindkomsterne ikke reguleres. Under disse forudsætninger vurderer Finansministeriet, at afskaffelsen af en helligdag forbedrer råderummet med 3,2 mia. kr.
Hvis overførslerne skulle reguleres som normalt, ville det udhule effekten på råderummet med 0,6-0,8 mia. kr. Hvis regeringen vælger ikke at regulere overførslerne, vil det øge forskellen mellem årslønnen for lønmodtagere og borgere på overførselsindkomster. Det vil bl.a. medføre en mindre stigning i indkomstuligheden.
Notatet er omtalt i Berlingske den 17. januar 2023.