Analyse
Mandag 12. mar 2018
Hvad vil en lockout koste Danmark?
Der varsles en omfattende lockout, som forventes at berøre op mod 440.000 ansatte i staten, regionerne og kommunerne. Herved udelukkes knap en femtedel af alle danske lønmodtagere fra deres arbejde. I denne analyse opgøres direkte produktionstab ved en lockout i den offentlige sektor.
Analysen er nævnt på www.dr.dk d. 9. marts 2018.
Hovedkonklusioner
- Lockouten vil føre til et tab i bruttoværditilvækst (BVT) på minimum 5 mia. kr. pr. uge, når der alene ses på værdien af den mistede offentlige produktion. Omkostningen på 5 mia. kr. svarer til knap 0,3 pct. af årligt BVT.
- Der forventes en real vækst i BVT på 2 pct. for Danmark i 2018. Det betyder, at Danmark vil miste sin økonomiske fremgang i 2018 ved en lockout på knap 8 uger, når der alene ses på værdien af den tabte offentlige produktion.
- Der kan være yderligere negative effekter for produktionen i resten af den offentlige sektor samt den private sektor pga. manglende service i dele af økonomien. De 5 mia. kr. kan således anses som et underkantsskøn for omkostningerne ved en lockout. De afledte effekter kan forventes at stige med varigheden af lockout’en.
- Derover kan de samlede omkostninger af konflikten forventes at være endnu større pga. offentligt ansatte, som er omfattet af strejke, men ikke lockout.