Kortere kandidater: Mønsterbrydere risikerer at ende med sorteper i regeringens uddannelseseksperiment

Regeringen påtænker at gennemføre en reform af de videregående uddannelser i Danmark, som bl.a. omfatter at forkorte op mod halvdelen af kandidatuddannelserne fra to år til 1,25 år. Det er hensigten, at forkortelsen af uddannelser skal gå hånd i hånd med kvalitetsforbedringer, så de nye kortere kandidatuddannelser ikke bliver ringere end de toårige kandidatuddannelser, de erstatter. Om det er muligt at skabe lige så gode, eller endda bedre, kandidater på godt den halve tid, er dog meget usikkert, og afhænger også af den konkrete implementering. Hvis det ikke lykkes, og reformen går ud over kvaliteten af uddannelserne, kan det, foruden at medføre lavere økonomisk vækst, også være ulighedsskabende. Det er derfor vigtigt med åbenhed omkring hvem, der med reformen fremover vil få en kortere uddannelse. Disse personer kommer til at bære den største risiko ved reformen.

Analysen her viser, at hvis de korte kandidater målrettes de fagligt svageste studerende, vil reformen ramme førstegenerationsakademikere hårdest. Med førstegangsakademikere mener vi studerende, hvis forældre ikke har lange videregående uddannelser. I et sådant scenarium vil en større andel af førstegenerationsakademikere, end af studerende hvis forældre har en lang videregående uddannelse, nemlig få forkortet deres uddannelse, jf. figur 1. Det hænger sammen med at førstegenerationsakademikere ofte starter med svagere faglige forudsætninger på universitetet, målt på gymnasiekarakterer, end børn af forældre med lange videregående uddannelser. Reformen kan altså potentielt komme til at bidrage til, at førstegenerationsakademikere får en kortere uddannelse, end børn af forældre med lange videregående uddannelser.

kandidater.png

Det er samtidig relevant at bemærke, at kandidatuddannelserne inden for alle hovedområder i langt de fleste tilfælde belønnes rigtig godt på arbejdsmarkedet. Selv hvis man kun forkortede de uddannelser inden for hvert hovedområde, hvor lønnen er lavest, ville man skulle forkorte uddannelser hvor medianmånedslønnen tre år efter endt uddannelse er op til 45.500 kroner, hvis man vil nå op på at forkorte halvdelen af uddannelsespladserne. I vores scenarie, hvor en andel af alle uddannelserne inden for hovedområdet forkortes, vil man forkorte uddannelser med endnu højere medianlønninger. I det omfang at løn afspejler produktivitet, indikerer det, at man kommer til at forkorte uddannelser, der skaber ganske produktive kandidater, som de er tilrettelagt i dag.

I analysen antager vi, at 50 pct. af kandidatuddannelsespladserne fremover skal være kortere. Og at 50 pct. af alle de korte kandidater skal findes på de samfundsvidenskabelige uddannelser, 30 pct. på de humanistiske, og 10 pct. på hhv. de tekniske og de naturvidenskabelige uddannelser. Derudover antager vi, at det er de studerende på hver uddannelse, der har de fagligt svageste forudsætninger, målt på gymnasiekarakterer, der skal tage de kortere kandidater. Det kan fx blive et realistisk scenarium, hvis der bliver kamp om pladserne på de tilbageværende toårige kandidater, og der bliver etableret et optagelsessystem, der lægger vægt på faglig styrke, fx målt på karakterer eller gennem en optagelsesprøve.

De endelige effekter af reformen vil afhænge af, hvordan den konkret bliver implementeret. Men beregningerne viser, hvordan reformen kan komme til at påvirke studerende med forskellige forældrebaggrunde forskelligt, og understreger vigtigheden af at overveje potentielle fordelingsmæssige konsekvenser. Hvis det i særlig grad er førstegenerationsakademikere, der får forkortet deres uddannelser, bærer denne gruppe den største risiko ved reformen, som da samtidig risikerer at hæmme den sociale mobilitet og fastholde den sociale arv. I fordelingssammenhæng betragtes netop brud med den sociale arv ofte som altafgørende.

Analysen er omtalt i Børsen den 15. marts 2023 og i Politiken den 17. maj 2023.