Praktiserende læger i Nordjylland tjener mest
Dette notat kortlægger, hvor meget de praktiserende læger tjener, og om lægerne i yderliggende kommuner har et anderledes indtjeningsmønster end deres kolleger i andre dele af landet. Desuden sammenlignes de praktiserende lægers indtjening med andre befolkningsgrupper deriblandt læger uden for almen praksis.
Notatet viser, at de praktiserende læger har en gennemsnitsindtjening på godt 1 mio. kr., hvilket er højere end fx overlæger i sygehusvæsenet samt andre højtuddannede grupper. Især i Nordjylland er der relativt mange praktiserende læger med høje indtjeninger. Således tilhører omkring halvdelen af de praktiserende læger i denne region den gruppe af personer, der ligger i top 1 procent, når det kommer til årlig indtjening. Den høje indtjening kan ikke alene forklares ved højere patientantal per læge i regionen eller et anderledes kontaktmønster blandt patienterne. Dette peger på, at der allerede eksisterer et vist økonomisk incitament for de praktiserende læger til at starte eller overtage en praksis i fx Region Nordjylland.