Vestjyder har højest indkomstmobilitet
Indkomstmobiliteten på tværs af generationer har på landsplan været højest i Vestjylland og lavest i København for børn født mellem 1976 og 1981. Det vil sige, at vestjyske børn af lavindkomstforældre klarer sig økonomisk bedre som voksne end københavnske børn fra samme indkomstgruppe. Også i Nordjylland har indkomstmobiliteten været høj sammenlignet med resten af landet.
Indkomstuligheden, målt ved den såkaldte Gini-koefficient, er steget næsten uafbrudt i Danmark over de seneste 30 år. Indkomsterne er blevet mere ulige fordelt i befolkningen – både inden for de enkelte kommuner og på tværs af landets kommuner. Gennemsnitindkomsten på kommuneniveau er fx steget langt mere i København og kommunerne lidt nord for København end i kommunerne i Vestjylland.
Denne analyse viser imidlertid, at selvom gennemsnitindkomsterne er steget mindre i Vestjylland end i fx København, har indkomstmobiliteten på tværs af generationer været højest i Vestjylland, jf. figur 1. Det gælder for børn født mellem 1976 og 1981, som er de seneste fødselsårgange, som vi meningsfuldt kan måle på. Også i Nordjylland har indkomstmobiliteten været relativt høj. Den laveste indkomstmobilitet findes til gengæld i København by, og også landsdelene Københavns omegn og Fyn rangerer lavt. Det vil sige, at børn af forældre med relativt lave indkomster fra Vest- eller Nordjylland i gennemsnit klarer sig bedre økonomisk som voksne end børn fra samme indkomstgruppe fra København og omegn samt Fyn. Også børn af lavindkomstfamilier fra Nordsjælland klarer sig relativt godt.
Hvorvidt en ulige geografisk udvikling i indkomster er et problem i sig selv, er en kompleks diskussion, og ønsker om forskellige niveauer af geografisk lighed er i sidste ende et politisk spørgsmål. Økonomisk set hænger den geografiske spredning af indkomster bl.a. sammen med fordelingen af økonomisk aktivitet. Og når den økonomiske aktivitet ikke er den samme i hele landet, hænger det blandt andet sammen med, at der kan være produktivitetsgevinster forbundet med at samle den økonomiske aktivitet geografisk (såkaldte agglomerationsfordele).
Hvis børns muligheder for at klare sig økonomisk godt i voksenlivet afhænger af, hvor i landet de vokser op, er det derimod entydigt bekymrende. Dels går det imod de flestes retfærdighedsopfattelse. Og dels kan det være omkostningsfuldt ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt, hvis det betyder at talentmassen ikke bliver udfoldet til sit fulde potentiale. Og analysen her viser altså, at når man ser på indkomstmobiliteten for generationer, som i dag har en alder, hvor de fleste vil være etablerede på arbejdsmarkedet, er det især Vestjylland, der tager førertrøjen.
Analysen giver ikke et fyldestgørende svar på, hvorfor indkomstmobiliteten har været højere i Vest- og Nordjylland end i fx København. Det er fx ikke muligt at afgøre om det primært skyldes kommunale forhold eller forskelle i karakteristika hos de lavindkomstforældre, der bor der. Men analysen finder en stærk korrelation mellem indkomstmobiliteten i kommunerne og det uddannelsesniveau, som børn af lavindkomstforældre i kommunen opnår. Det indikerer, at forskelle i indkomstmobilitet på tværs af landet har rod i forhold i barndommen og ungdommen, hvor børnene uddanner sig.
Analysen viser desuden, at det for børn fra alle landsdele gælder, at det er dem, der flytter til Region Hovedstaden, der klarer sig bedst indkomstmæssigt som voksne. Høje indkomster i Hovedstadsområdet tilfalder altså også børn fra provinsen og fra udkanten.
Migration til hovedstaden er dog ikke en forudsætning for at modvirke den sociale arv i indkomst i Vestjylland og Nordjylland. For det første er det kun ca. hver 10. barn fra disse landsdele, der som voksen bor i Region Hovedstaden. Og for det andet er indkomstmobiliteten i disse landsdele også højere end i København og omegn, hvis vi ser bort fra dem, der som voksne er flyttet til hovedstaden.
Analysen er omtalt i Weekendavisen den28. december 2022.