Danmark er kommet relativt godt gennem coronakrisen
Den 12. marts er det et år siden, at Danmark lukkede ned for at begrænse smitten af coronavirus. I dette notat gør vi status på, hvordan Danmark indtil videre er kommet igennem coronapandemien. Vi ser på to centrale aspekter: sundhed og samfundsøkonomi. Vores opgørelse viser, at Danmark er kommet bedre gennem krisen end størstedelen af de lande, vi normalt sammenligner os med i og uden for Europa.
”Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere.” sådan sagde statsminister Mette Frederiksen den 11. marts 2020. Et år efter viser ny opgørelse fra Deloitte-Kraka-samarbejdet Small Great Nation, at Danmark er blandt de lande, som indtil videre er kommet bedst gennem pandemien målt på coronadødsfald og økonomisk vækst.
Europa har været hårdt ramt af coronakrisen. Mange mennesker har mistet livet, og de europæiske økonomier har oplevet kraftige tilbageslag. EU ligger med ca. 1.300 coronarelaterede dødsfald pr. mio. indbyggere på niveau med Brasilien og væsentligt højere end fx Canada, Sydkorea og Japan, mens et BNP-fald på 6,2 pct. fra 2019 til 2020 er større end i fx USA og Japan, jf. Figur 1.
Danmark har klaret sig godt ift. de fleste andre EU-lande. Danmark har således en forholdsvis lav coronarelateret dødelighed og et begrænset fald i den økonomiske aktivitet. Foruden coronahåndteringen er der mange andre ting, der påvirker, hvordan et land klarer sig igennem coronakrisen. Det kan fx afhænge af, hvornår landet blev ramt af corona, af landets demografi og af hvilke økonomiske hjælpepakker, landet har gennemført.
Igennem det seneste år er den danske håndtering af pandemien både blevet rost og kritiseret. Fx har den resolutte nedlukning og opbygningen af testkapacitet fået ros, mens flere har kritiseret den danske smitteopsporing og det nationale varslingssystem. Den uafhængige, australske tænketank Lowy Institute har rangeret 98 af verdens landes håndtering af coronapandemien.1 Her er Danmark placeret som nr. 23 efter lande som New Zealand, Finland og Norge, men foran lande som Sverige, Østrig, Irland og Tyskland.