Analyse
Small Great Nation
Mandag 29. aug 2022

Det er blevet sværere at rekruttere og fastholde skolelærere i folkeskolen

I sommer viste nye optagelsestal, at der har været et betydeligt fald i antallet af ansøgere til en række velfærdsuddannelser. Hvis velfærdsuddannelserne har svært ved at tiltrække kvalificerede ansøgere, bliver den naturlige konsekvens, at det offentlige får sværere ved at skaffe den nødvendige arbejdskraft i fremtiden, hvor behovet for ”varme hænder” samtidig stiger som følge af den demografiske udvikling.

En af de uddannelser, der har oplevet tilbagegang i antallet af ansøgere, er læreruddannelsen, hvor optaget faldt med 11 pct. ift. før-corona-niveauet fra 2019. Faldende optag er imidlertid kun en del af historien. Travlhed og dårlige arbejdsforhold for offentligt ansatte har fyldt meget i den offentlige debat de seneste år. Derfor har vi undersøgt, hvor mange uddannede lærere der starter i det offentlige efter endt uddannelse, og hvor hurtigt de falder fra igen. Opgørelsen er foretaget ved at følge folk, der afslutter deres højest fuldførte uddannelse som lærer i perioden fra 1999 til 2020. Ud fra jobfunktionskoder (DISCO) kan man klassificere, hvem der arbejder som lærer, og ud fra sektorkode bestemme, om det er i det offentlige eller private.

 

Andelen af færdiguddannede skolelærere, der starter arbejdslivet som lærer på en offentlig skole, er faldet støt siden 1999-årgangen, jf. figur 1. Den eneste afvigelse fra denne tendens er 2011-årgangen, der skiller sig ud fra resten, idet under halvdelen af de færdiguddannede startede i folkeskolen. Det skyldes formentlig, at det offentlige dengang stod over for krav om besparelser, som typisk blev udmøntet ved færre nyansættelser. Samme tendens for 2011-årgangen gør sig gældende for en række andre velfærdsuddannelser.

 

 

En del af udviklingen kan tilskrives, at et databrud betyder, at langt flere skolelærere på privatskoler klassificeres som privatansatte fra 2008. Det er derfor ikke umiddelbart muligt at sammenligne tal før og efter 2008 (de stiplede linjer vs. de ikke-stiplede linjer). Tendensen til lavere fastholdelse for nyere årgange af lærere er dog også tydelig i tallene efter 2008.

 

Vi har også undersøgt, hvordan udviklingen ser ud over læreres livsforløb. Det er gjort ved at vise, hvad uddannede lærere laver i 2020, afhængig af hvor længe de har været færdiguddannede. Her fremgår det, at blandt de, der har været færdiguddannede i fem år (2015-årgangen), arbejder 73 pct. stadig som lærer enten i det offentlige eller det private i 2020, jf. figur 2. For dem, der har været færddiguddannede i 20 år, gælder det kun for ca. 55 pct. Figuren viser også, at effekten ikke er drevet af lærere, der trækker sig tilbage. Andelen af arbejdsløse eller uden for arbejdsstyrken er nogenlunde konstant. Effekten er derimod drevet af, at mange lærere enten arbejder med noget andet inden for deres fag (fx ledelse indenfor undervisning eller undervisning på aftenskole mv.) eller helt uden for lærerfaget.

 

 

Analysen er omtalt i Information tirsdag den 30. august 2022.