Vi har spurgt danskerne, hvordan de ønsker, at EU-samarbejdet skal udvikle sig fremover. Her svarer en stor del af danskerne, at de ønsker mere samarbejde i EU. Dette gælder både for det europæiske samarbejde samlet set, hvor knap 40 pct. ønsker mere samarbejde, og især inden for områder som bekæmpelse af kriminalitet og terrorisme, skattely og klimaindsatsen, hvor flere end tre fjerdedele af danskerne ønsker mere samarbejde i EU i fremtiden, jf. Figur 1. Mange danskere ønsker også, at EU i fremtiden skal arbejde for mere frihandel med andre regioner som fx USA.
Danskernes ønske om mere samarbejde kommer i forlængelse af, at EU-samarbejdet gradvist har vokset sig større. Det europæiske samarbejde omfatter i dag langt flere europæiske lande og omhandler mange flere politikområder, som fx retspolitik, klimapolitik, asylpolitik og forskningspolitik, end da det første europæiske samarbejde blev dannet i 1952. Vores analyse viser også, at den europæiske integration er stigende. Medlemslandene handler i stigende grad med hinanden, europæerne er i stigende grad bosat i andre EU-lande, og EU’s budget for den kommende periode er for første gang i mange år er vokset ift. økonomien.