De konservatives fald bekymrer begge lejre
På og omkring Christiansborg cirkulerer en historie, som beskriver de konservative på følgende vis: Hvis du møder en tilfældig mand på gaden er der tre gange så stor chance for at han er homoseksuel, som at han stemmer konservativt. Dette naturligvis skrevet uden at forklejne hverken konservative eller homoseksuelle.
De konservatives ulykkelige situation er et problem for både højre og venstre side af folketinget. Borgerligheden først. Der er ikke skyggen af tvivl om, at Lars Løkke Rasmussens partifæller på ingen måde har problemer med, at deres ’brødre’ hos K ligger og bløder. Rivaliseringen i den borgerlige blok har altid været skånselsløs, præcis som kampen hos de røde mellem SF og Enhedslisten og mere historisk kampen mellem Socialdemokratiet og kommunisterne. Men Løkke må være bekymret inderst inde.
Sagen er, at når valget kommer, og der er tvivl om hvorvidt Barfoeds tropper er kommet ind i tinget eller ej, da truer stemmespildet. Nok er Løkke foran 53/47 lige nu, men det vil næppe holde 3½ år frem. Regeringen kører stadig mere sikkert, hvad vælgerne dog ikke har opdaget endnu, og statsministeren har lang tid til at lære den svære metier. Derimod er der intet som tyder på at de konservative kommer til at vokse fremover. En langsom sivning er et mere sandsynligt scenarium simpelthen fordi at Barfoed allerede havde vendt skuden, hvis han kunne. Barfoed har forsøgt at markere særlige K-standpunkter og stadig synker han stille som en sten mod havets bund. Om et år er vi 2½ år fra valget, og her lukker ledet for særstandpunkter hos V og K, idet en fælles front er nødvendig for at stå som et relevant alternativ på valgdagen.
Derfor er hverken energiforhandlingerne eller andre store reformbeslutninger Lars Løkkes største bekymring over de næste 3½ år, men snarere det matematiske forholdet mellem landets konservative og homoseksuelle mænd. Er stemmespild på 1,9 procent vil være en klar forhindring for at genvinde magten. De konservatives skæbne ligger også Thorning, Vestager og Søvndal (Möger) på sinde. Sagen er jo, at den røde regering har flertal med de konservative hvis Johanne Schmidt Nielsen og hendes tropper i Enhedslisten afholder sig fra at stemme. På vej ind i et stalinorgel af reformer er der grund til dybe panderynker i regeringen. Kontanthjælpsreformen, førtidspensionsreformen og skattereformen vil med en af Thorning-Schmidt udstedt statsgaranti ikke kunne bæres igennem tinget med Enhedslistens stemmer, idet reformerne vil gøre livet mere surt for dem på overførselsindkomst. Det betyder, at såfremt Løkke siger nej har regeringen kun én alternativ mulighed: at de konservative siger ja, og EL afstår fra at stemme.
Hvad der bliver nemmest - at overtale en ekstremt presset Lars Barfoed til at gå selv i en højspændt politisk forhandlingsproces, som Løkke at givet tommelfingeren nedad til, eller at overtale det rasende parti på den yderste venstrefløj til at undlade at stemme - ved jeg ikke. Uanset bliver det nogle ubehagelige telefonopkald, som regeringstoppen kommer til at foretage til de uroplagede samarbejdspartnere. Den kolde analyse er den, at en Barfoed i fremdrift vil have en del mere mandsmod overfor en Løkke, som i gigantstørrelse bare står med ryggen til og råber nej til forlig. En Barfoed tæt på spærregrænsen vil vide, at træffer han den forkerte beslutning, bliver han partiets sidste formand og den sidste mand, der lukker og slukker.
Man skal ikke være et politisk geni for at indse, at chancen for at få Barfoed til at stemme for reformer når Løkke siger nej, og samtidig få Johanne Schmidt til at undlade at stemme, ikke er overvældende når det kommer til de ’defining moments’, hvor de store forlig skal i kassen. Det betyder reelt, at dansk politik er på vej tilbage til den gammeldags model, hvor der enten bliver forlig over midten, eller (måske) folketingsvalg i utide. Løkke må for længst have indset, at han kan fremprovokere et valg i utide, hvis han vælger at sige nej til en stribe nødvendige reformer, som alle skal vedtages i 2012.
Forestil Dem situationen, kære læser, hvor statsministeren til december må konstatere, at der ikke findes et flertal for regeringens højt profilerede kontanthjælpsreform, for dens førtidspensionsreform, for dens fleksjobsreform og for dens skattereform (og måske for dens energireform). Siger Løkke nej til dem alle må Thorning-Schmidt konstatere, at hun ikke kan regere landet med det nuværende folketing. Tilbage er kun en varm ministerbil.
Vil Løkke og Venstre komme dertil? De vil jo gerne have disse reformer. Ja, hvis målingerne er som nu. Og Barfoed? Tjaa, Løkke kan jo komme til den konklusion, at et hurtigt valg mindsker chancen for et livsfarligt konservativt stemmespild. God søndag.