00’ernes uheldige skattestop genindføres

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at ” Regeringens skatte- og byrdestop indebærer, at regeringen ikke vil hæve nogen skat eller afgift i denne valgperiode”. Set ud fra en fagøkonomisk synsvinkel er denne tilbagevenden til 00’ernes version af et skattestop ikke særlig smart.

Diskussionen er ikke ny. I 00’erne stod fagøkonomer med vismændene i spidsen i kø for at kritisere skattestoppet. Nu må vi så i gang igen. Regeringen har givet sig selv en lille kattelem: ”Kun hvis der er tvingende grunde” … ”er der mulighed for at forhøje en skat”. Men da der ”som udgangspunkt ikke kan gennemføres skatteomlægninger”, er der ikke grund til at forvente, at meget vil passere gennem kattelemmen.

Afhængig af politisk overbevisning kan man mene, at den økonomiske omfordeling skal være større eller mindre. Hvis man gerne vil have en stor offentlig sektor og høje overførselsindkomster må man opkræve højere skatter. Hvis man ønsker lavere skatter må man tilpasse de offentlige udgifter. Denne prioritering er politikernes opgave.

Det er imidlertid også sådan, at skattefinansiering skaber, hvad der kaldes ”forvridninger”. Fx betyder indkomstskatten, at arbejdsudbuddet og dermed beskæftigelsen og den samlede økonomiske velstand reduceres. Lidt populært kan man sige, at hvis stykkerne i den samfundsøkonomiske lagkage skal være mere ligelige, bliver størrelsen af den samlede lagkage mindre.

Men det er ikke alle skatter og afgifter, der forvrider lige meget. Så når man politisk har besluttet sig for, hvor lige lagkagestykker man ønsker, så gælder det om at sammensætte skattesystemet, så forvridningerne bliver lavest mulige. Og det er hér kæden hopper af med et skattestop, der retter sig mod hver enkelt skat og afgift.

Det klassiske eksempel er ejendomsværdiskattestoppet. Ejendomsværdiskatten er kun lidt forvridende og skattestoppet betyder, at ejendomsværdiskatten i dag forstærker udsvingene på boligmarkedet og dermed de realøkonomiske udsving. Der er åbenlyse samfundsøkonomiske fordele – skatteprovenu og stabilisering – ved atter at lade ejendomsværdiskatten følge boligprisen. Hvis man ønsker at fastholde det samlede skattetryk, kan man så til gengæld reducere nogle af de mere forvridende skatter fx topskatten eller registreringsafgiften. Eller man kunne stimulere investeringslysten ved at give et fradrag i selskabsskatten for normalforrentning af egenkapital. Samfundsøkonomisk win-win.

Tilsvarende kan man pege på mange andre skatteomlægninger, fx på energiområdet, der ikke forøger det samlede skattetryk, men som reducerer skatternes forvridende effekt og/eller reducerer andre samfundsøkonomiske udfordringer.

Sidst men ikke mindst reducerer skattestoppet redskaberne, der er til rådighed, når man i den forestående højkonjunktur før eller siden skal dæmpe aktiviteten med en kontraktiv finanspolitik.

Vi kan med andre ord opnå en samfundsøkonomisk gevinst, hvis et politisk ønske om at holde skattetrykket i ro, får et mere overordnet fokus. Fx i form af en beslutning om at de samlede skatteindtægter ikke må stige i en gennemsnitlig konjunktursituation.

Et skattestop rettet mod hver enkelt skat handler således ikke om at følge den ene eller anden politiske overbevisning. Det handler om at afskrive sig muligheden for at justere sammensætningen af de offentlige indtægter og derved opnå en bedre samfundsøkonomi – uanset om man ønsker mere eller mindre omfordeling.

Bragt på www.finans.dk