Bankreguleringen efter finanskrisen – paraderne hænger allerede

Indlægget er bragt på www.børsen.dk den 02. januar 2017

Under finanskrisen kom danske banker i problemer, og staten garanterede for bankernes forpligtelser. Var det gået helt galt, kunne staten være gået bankerot.

En normal virksomhed kan gå konkurs, hvilket tilskynder til en effektiv risikostyring. Men hvis staten garanterer for en bank, mistes tilskyndelsen til risikostyring. Og en garanti reducerer bankens låneomkostninger, mens statens lån bliver dyrere. Det er implicit statsstøtte, der i 2014 havde en værdi på 10 – 17 mia. kr. i Danmark.

Men hvis store banker går ukontrolleret konkurs, kan det ramme samfundet bredt, fx i form af en ny finanskrise og risiko for statsbankerot – det kan en ansvarlig regering heller ikke leve med. Bl.a. derfor er bankregulering nødvendig.

EU's løsning på den gordiske knude er implementering af ”Basel III”, hvor hovedprincipperne er høje kapitalkrav og kontrolleret håndtering af nødlidende banker.

Kapitalkravene blev formelt set strammet med Basel III, men Krakas Finanskrisekommission har påvist at basiskapitalkravene til de største banker reelt ikke blev strammet i forhold situationen før krisens udbrud. Det skyldes at bankerne forud for finanskrisen fik lov til at anvende de såkaldte IRB-modeller i opgørelsen af deres risikovægtede aktiver.

Krisehåndteringsdirektivet skal sikre kontrolleret krisehåndtering: Et bærende element i direktivet er såkaldt ”bail in”, hvor bankens ejere og kreditorer skal bidrage med mindst de første 8 pct. af passivsiden. Der skal foreligge individuelle afviklingsplaner, der afspejler bankernes forskelligheder. Der skal opbygges fælles reservefonde under Bankunionen – nationale, hvis man står udenfor. Fondene skal sikre, at store banker i krise ikke udløser en ny finanskrise, hvis problemerne ikke kan håndteres med bail in.

Den italienske bank, Monte dei Paschi, bestod i sommer ikke en vigtig stresstest og skal rejse mere kapital. Men det kniber alvorligt. Krisehåndteringsdirektivet bør, hvis det går galt sikre en kontrolleret afvikling/rekapitalisering, men den politiske virkelighed er anderledes: Der er et massivt politisk pres fra mange småinvestorer for at redde dei Paschi uden at aktionærer og kreditorer belastes. Krisehåndteringsdirektivet indeholder en kattelem, der under helt særlige vilkår giver staten mulighed for at træde til uden forudgående bail in. Finanskrisekommissionen har tidligere påpeget, at kattelemmen i praksis kan sætte krisehåndteringsdirektivets principper ud af kraft. Og The Economist vurderer det sandsynligt, at den italienske regering vil benytte netop denne mulighed.

I så fald er krisehåndteringsdirektivet ikke garant mod statsstøtte, og vi har på kernereguleringen ikke distanceret os afgørende fra situationen inden finanskrisens udbrud.

Det er ikke ualmindeligt, at de politiske parader sænkes, når krisebevidstheden aftager. Det kaldes reguleringscykler og betød slap bankregulering op mod finanskrisens udbrud.

Men kravene til de store bankers basiskapital er reelt ikke forøget, og kattelemmen i krisehåndteringsdirektivet kan være en ladeport. Der er et fortsat behov for at stramme bankreguleringen, og ikke – som erhvervsministeren lægger op til – det modsatte.