Debatindlæg
Torsdag 18. aug 2016

Bliver det mon så svært for Løkke?

Forhandlingerne om ’fremtiden’ står for døren og Løkke syntes omringet af ’venner’, der stiller åbenlys urimelige krav. De hårdeste knaster er for det første Thulesen Dahls krav om at Danmark skal bryde konventionerne på udlændingeområdet, straks-behandling af flygtninge ved grænsen og indførelse af en permanent grænsekontrol. For det andet kræver Anders Samuelsen en lettelse af topskatten på fem procent, ellers vælter han regeringen.

 

Men er Løkkes opgave i grunden så umulig? Svaret hænger sammen med spørgsmålet om hvor mange penge der er til rådighed for statsministeren at gøre godt med.

 

Samuelsens skattekrav er billigt. Finansministeriet har regnet ud at det koster 2,7 mia.kr at sænke topskatten med fem procent. Og den gode Samuelsen – hvor aggressiv han end fremstår - skal vel ikke have det hele, mon ikke han kan spises af med tre procent. Det vil være en sejr for Liberal alliance, og selv det politiske rovdyr Simon Emil Ammitzbøll vil derfor næppe vælte regeringen af den grund, givet partiets seneste meningsmåling viser, at deres vælgere ikke vil have et folketingsvalg, udløst af Liberal alliance. 


Kraka har senest udfordret regeringens muligheder i forhold til at udvide det såkaldte økonomiske råderum (JP i fredags), men et par milliarder er så rigeligt plads til.

 

Thulesen Dahls konventionsbrud er i princippet værre, idet at Thulesen Dahl er en presset mand. Det centrale spørgsmål, som Løkke skal stille sig selv i denne tid er, hvor meget der skal til for at Dansk Folkeparti æder en topskattesænkning? Der er ingen tvivl om, at en markant stramning (endnu en) af udlændingelovgivningen er en sikker komponent i et kommende forlig. Altså skal Thulesen Dahl have noget der ikke bryder med konventionerne, men som er meget synligt. Kan en mere permanent grænsekontrol – som Samuelsen senest i går sagde at han også kunne støtte – være et godt bud? Svaret er ja.

 

Og så er vi tilbage ved pengene. Løkke skal også selv have noget igennem så Venstre ikke forsvinder helt i slipstrømmen på de to højtråbende ’venner’. Løkke vil forsøge at komme med en ændring af skatten i bunden af skatteskalaen, så valgløftet om at det skal kunne betale sig at arbejde (for folk på overførselsindkomst) bliver opfyldt. Er pengene der? Er råderummet der? Finansministeriets økonomer sveder tran i disse dage imens de prøver at skrue en troværdig 2025-plan sammen, der skaffer kapitalen på bordet. Mit gæt er, at der vil ligge et pænt beløb, som Løkke kan brænde af – også markant større en de to milliarder der går til Samuelsen – som kan opfylde hans valgløfte.

 

Løkke slår hermed to fluer med ét smæk idet at Dansk Folkeparti også kan hævde, at en skattelettelse i bunden gavner deres vælgere, og såfremt at beløbet der anvendes herpå er større end beløbet i toppen, har de fattige fået mere end de rige. Voila! Et forlig er klart.

 

Socialdemokraterne har over sommeren flirtet med Dansk Folkeparti, men de skal se sig godt for. Nok er de enige med Thulesen Dahl om at være imod topskattelettelser, men hvis ikke Frederiksen er parat til at følge ham til helvede og tilbage når det kommer til kravene omkring udlændingepolitikken, vil S blive stående tilbage på perronen, når forligs-toget kører engang i efteråret. Intet vil gøre Thulesen Dahl med glad end hvis han kan udtrykke sin sympati for et S-DF samarbejde og samtidig ’desværre’ beklage at S ikke ville være med når ’det virkelig gælder’ om at redde landet fra den muslimske invasion. Vi husker her Søren Espersens sommerkrav om stop for muslimer.

 

Så jorden er giftig for Frederiksen, og sandt at sige vil Løkke heller ikke have en interesse i at have S med i et banebrydende forlig frem mod 2025. Han vil i en sådan situation kunne sælge sig selv som den store forligsmager, men han vil ikke have en kant til en potentiel S-ledet regering på udlændingepolitikken, temaet som skal redde ham ved næste valg, som det reddede ham ved det forrige.

 

Det bliver et drama, ja da, og alle puster sig op nu, men Løkkes kort på hånden er ikke så ringe som mange vil gøre dem til…nyd dagen Danmark…PEM