Demokratisk problem at udflytte De Økonomiske Råd

Indlægget er bragt i Berlingske Business d. 23. januar 2018.

Regeringen har i denne runde, bortset fra enkelte smuttere, ikke argumenteret for, at udflytning af statslige arbejdspladser giver lokal vækst. Det er et politisk projekt, der skal skabe balance. Den nye retorik er, ligesom det nye fokus på uddannelser, klog. Men når De Økonomiske Råds Sekretariat (DØRS) flyttes til Horsens, er det et demokratisk problem. Det sidste vender vi tilbage til.

Internationale erfaringer peger på, at flytning af statslige arbejdspladser i gennemsnit ikke påvirker det lokale private erhvervsliv. På den ene side vil de udflyttede institutioner og de relativt få medarbejder, der erfaringsmæssigt vil følge med, forøge efterspørgslen lokalt. Det stimulerer det lokale erhvervsliv. Omvendt bliver der suget medarbejdere ud af det lokale erhvervsliv, når de ledige offentlige stillinger besættes. De to effekter går – hvis man kigger ud over de første par kilometer – lige op for det lokale erhvervsliv.

Det fremføres i debatten, at centralisering af statslige arbejdspladser har drænet lokalområderne, der nu skal kompenseres. Vi har tidligere i Kraka analyseret kasernelukninger. Lukningerne har ikke belastet det lokale private erhvervsliv, hvilket understøtter de internationale erfaringer. Præmissen for udflytningen halter.

På landsplan må man forvente et økonomisk tab: Flytteomkostninger, tab af kompetencer, dårligere jobmatch pga. rekruttering fra et tyndere arbejdsmarked og tab af den effektivitet, man opnår ved at arbejde tæt i de store byer.

Det er alligevel et helt legitimt politisk projekt at ønske at styrke demokratiet ved at fordele den administrative magt geografisk, blot man er åben og ærlig omkring de forskelligartede økonomiske omkostninger.

Men når DØRS udflyttes, hopper kæden af det demokratiske projekt.

For institutioner som DØRS, med højt specialiserede medarbejdere, er situationen nemlig alvorlig. Dimittender kan tiltrækkes fra det glimrende universitetsmiljø i Aarhus, men man kan ikke umiddelbart erstatte de mere erfarne medarbejdere og ledere, der i dag bærer institutionshukommelsen og sikrer den faglige kvalitet. Og man vil få svært ved at tiltrække specialisterne fra de økonomiske ministerier, der er helt nødvendige for at DØRS kan være finanspolitisk vagthund. Vagthunden bliver næsten uundgåeligt gjort tandløs.

Det er et demokratisk problem: Når DØRS stækkes, vil regeringen mere uimodsagt kunne vinkle beregninger og analyser i den politisk opportune retning. Og det er tvivlsomt om DØRS stadig kan påtage sig rollen som finanspolitisk vagthund.

I Kraka forbliver vi et stenkast fra Borgen og holder bliderne varme – lastede med faglig viden, bl.a. fra vores seneste større projekt Small Great Nation. Men uanset vores arbejde vil et stækket DØRS markant reducere det objektive økonomfaglige indspark i debatten, hvilket er et demokratisk problem.

Skriften på væggen er tydelig: regeringen er hverken til at hugge eller stikke i, når det gælder at omgøre sine beslutninger – ingen har lyst til at åbne Pandoras æske. Men alle forløb har sine undtagelser, og DØRS bør være en sådan.