Den fælles immigrationspolitiks fire udfordringer – og hvorfor den tyrkiske aftale måske ikke leverer

Bragt i Politiko lørdag den 2. april 2016.

EU har primært fire udfordringer, som ikke er løst med den tyrkiske aftale:  

For det første er immigrationspolitik primært national indenrigspolitik. Der er ikke centralt lovgivet for immigrations- og flygtningepolitik på europæisk plan. Det betyder, at hvert land har sin egen politik og interne politiske kampe. Hvert land har sine asyl- og immigrationsregler.

Det betyder også, at EU-kommissionen, som siden sidste efterår har forsøgt at fordele 160.000 immigranter, ikke har den nødvendige beslutningskompetence. I januar 2016 var eksempelvis kun 273 flygtninge ud af de 160.000 fordelt. Og planerne møder modvilje fra særligt de østeuropæiske medlemmer, som ingen immigrationserfaring har, og ikke ønsker at gentage, hvad betragtes som fejlslagne integration af særligt muslimske migranter i Europa. Aftalen med Tyrkiet giver ikke noget endegyldigt svar på, hvordan denne fordeling skal lykkedes.

Herudover er europæisk indenrigspolitik præget af immigrationskritiske partiers fremgang. Langt hovedparten af disse partier er også kritiske over for EU-samarbejdet, og ønsker ikke en fælles europæiske løsning på immigrationsproblematikken. Der er snart valg i centrale EU-lande, hvor disse partier har fået stor betydning. Det gælder Tyskland, hvor Angela Merkel stiller op til en fjerde periode som forbundskansler i 2017, og i Frankrig, hvor der er præsidentvalg i 2017.

I begge lande – der udgør EU’s beslutningsmotor – står indvandrer- og EU-kritiske partier stærkt. Det tyske ”Alternative Für Deutschland” og det franske ”Front Nationale” vandt frem ved de seneste lokalvalg. Den tyrkiske aftale kan styrke de hjemlige oppositionskræfter i deres argumentation mod EU. Mange mener, at Tyrkiet ikke tilhører det gode demokratiske selskab.

For det tredje forbliver immigrationsudfordringen asymmetrisk fordelt på EU’s medlemslande. Særligt Grækenland udgør qua sin geografiske beliggenhed de facto konfliktnærområder. Og det er stadig yderlande presset hviler på – også selvom flygtningene nu sendes tilbage og økonomisk støtte gives til Grækenland. Den asymmetriske fordeling af modtagelseslande forbliver asymmetrisk, også hvis andre veje til Europa opstår og nye centrale grænselande opstår.  

Derfor er den problematiske Dublinkonvention, som betyder at en flygtning/immigrant får sin sag behandlet i det land, som vedkommende først ankom til, stadig problematisk, idet den fortsat lægger en forholdsmæssig stor byrde på de yderlande, som danner EU’s eksterne grænser.

Endelig har aftale med Tyrkiet givet etiske og demokratiske panderynker. Tyrkiet opnåede ved aftalen store indrømmelser, herunder genoptagelse af forhandlingerne om EU-medlemskab, lempelse af visum-vilkår og en større sum penge end den hidtidige nævnte. Mange mener, at EU går langt i sin søgen efter en tyrkisk aftale. Tyrkiet har de seneste år haft demokratisk tilbagegang. Med den nuværende aftale har man givet landet de indrømmelser landet ønsker, og som det nuværende regime i Tyrkiet kan bruge som en udenrigspolitisk sejr på hjemmebane.

Men selvom mange mener Tyrkiet aldrig opnår medlemskab, er disse indrømmelser i kollisionskurs med københavnerkriterierne, som sikrer, at fremtidige medlemslande har demokratiske institutioner og efterlevelse af centrale retsstatsprincipper. At indgå denne type handler er altså ikke uproblematiske indenrigspolitisk i EU, hvor der fortsat stor opposition til at stille Tyrkiet medlemskab i sigte.

Aftalen med Tyrkiet er pt. den bedste sikring for, at migrationsstrømmene kommer under kontrol. Men den giver ingen sikring. Tyrkiet har før ikke leveret på aftaler af sammen karakter. Og den tyrkiske aftale kan give uro på EU’s indre linjer, hvor der høres kritiske røster over, at EU giver for meget til et land, som ikke efterlever EU’s centrale værdier. Derfor er den tyrkiske aftale – selv hvis den er succesfuld i at inddæmme flygtningestrømmen – ingen garant for en stabilisering af EU’s interne samarbejde på immigrationsområdet.