Er regeringen finanspolitisk fartblind?
Flere økonomer var hurtige til at stemple regeringens finanspolitik som for lempelig, da den kom med sin seneste redegørelse kort før jul. Det er dog en konklusion, som er drevet dels af for let læsning af tallene og dels af en alt for stor tiltro til vores evne til at forudsige og styre de økonomiske konjunkturer. De økonomiske konjunkturer er notorisk svære at finetune, og det bør man have sig for øje.
Indlægget er bragt på www.finans.dk d. 17. januar 2018.
Ved udgivelsen af den seneste Økonomisk Redegørelse kort før jul argumenterede nogle økonomer for, at regeringens finanspolitik er for lempelig, typisk illustreret i metaforer, som at man var ”fartblind” eller burde ”lette fra foden fra speederen”.
Men med udgangspunkt i Økonomisk Redegørelse er det ikke retvisende at kalde regeringen for fartblind.
Læser man redegørelsen grundigt, fremgår det, at der faktisk er sket en opstramning af finanspolitikken. Når prognoserne dertil er notorisk usikre, er der grænser for, hvor små afgivelser man bør reagere på. Det er ikke realistisk at tro, at man kan finetune de økonomiske konjunkturer.
Økonomer er som regel enige om, at man med fordel kan stabilisere den økonomiske vækst i et vist omfang, så der tages fart af opsvinget, når det går godt, og man holder hånden under beskæftigelsen i en lavkonjunktur, som efter finanskrisen. Man måler politikkens virkning på væksten ved de såkaldte finanseffekter.
Udsagnene om at finanspolitikken er for lempelig, bygger på den ét-årige finanseffekt, der skønnes til et rundt 0 for 2018. Det ét-årige mål viser imidlertid kun ændringer fra 2017 til 2018. Dermed ser 2018 nu mere lempeligt ud, fordi der er brugt færre penge end ventet i 2017. Bruges derefter samme mængde penge i 2018 som planlagt, øges udgiftsvæksten fra 2017 til 2018, hvilket tolkes som en lempelse.
Men reelt er der ikke lempet – opstramningen faldt bare allerede i 2017. Den flerårige finanseffekt viser, at der i takt med forbedringen af konjunkturerne er strammet med i alt 0,9 pct. af BNP siden 2014.
Desuden er synspunktet udtryk for et ønske om finetuning. Lige nu peger skøn for 2018 ganske vist på en fortsat flot højkonjunktur på ca. 2 pct., men når prognosemagere historisk har skudt 1 pct. forkert i snit, og skønnet for næste års vækst derfor er meget usikkert, giver det ikke meget mening at diskutere om den perfekt afstemte finanspolitik er 0,1 pct. af BNP mere eller mindre lempelig. Skulle de offentlige udgifter blive lavere end ventet, som vi så i 2017 (og i mindre grad i 2016), vil det betyde at finanspolitikken også strammes i 2018.
Da de økonomiske vismænd tilbage i 2007 behandlede stabiliseringspolitik og emnet ’finanspolitisk regel’, kom de frem til at man pga. usikkerheder skal runde 1 pct. i outputgab, før man bør reagere finanspolitisk. Følger man denne tommelfingerregel og regeringens vurdering af konjunkturerne, behøves der ikke strammes før 2020.
Den økonomiske politik skal være afstemt med konjunkturerne – ellers risikerer vi en overophedning som op mod finanskrisens udbrud. Det er ofte svært for politikerne at enes om stramninger som højere skatter eller lavere offentligt forbrug, og der kan derfor være god grund til at råbe vagt i gevær, hvis finanspolitikken bliver for lempelig. Men kritikken på baggrund af Økonomisk Redegørelse er at skyde over målet.