Er stress blevet en ny folkesygdom?

Indlægget er bragt i Politiken d. 27. januar 2019.

Der er kommet stor opmærksomhed på stress som et samfundsmæssigt problem. Selvom kortvarig stress er en helt naturlig del af kroppens reaktion på en udfordring, kan langvarig stress have alvorlige konsekvenser for både den enkelte og samfundet, herunder tabt livsglæde, øget risiko for sygdom, behandlingsomkostninger, tabt produktion og tabt uddannelse. Man hører således oftere om læger og sygeplejersker, der ikke når at spise frokost, eller om studerende, der dropper ud af deres uddannelse pga. stress. Men hvad er fakta om udbredelsen af stress, når man ser på hele den danske befolkning?

Omfanget af stress er svært at måle præcist, fordi det er en subjektiv vurdering, om den enkelte oplever stress. Tidligere analyser er baseret på spørgeskemaundersøgelser, hvor man har spurgt et antal danskere, om de føler sig stressede (se fx Den Nationale Sundhedsprofil 2017 eller Danskernes Arbejdsmiljø 2016). Størstedelen af disse undersøgelser peger på, at omfanget af stress i Danmark er stigende, men da stressniveauet er selvrapporteret, kan det fx afspejle, at det er blevet mere acceptabelt at tale om stress, hvormed flere vil rapportere, at de er stressramte, uden at de faktisk oplever mere stress.

I en Kraka-Deloitte-analyse har vi undersøgt udviklingen i omfanget af stress ud fra oplysninger om stressramte patienter fra sundhedsvæsenet – altså hvor mange der får stillet en stressrelateret diagnose i hospitalsvæsenet, og hvor mange der har en lang sygemelding, som kan skyldes stress. Dermed får vi et mere objektivt mål for udbredelsen af stress i hele den danske befolkning, end man kan få ved hjælp af spørgeskemaundersøgelser.

Andelen, som får stillet en stressrelateret diagnose i hospitalsvæsenet, er næsten tredoblet i løbet af de seneste tyve år.  Det er en meget markant udvikling, som viser, at stress er et stigende samfundsproblem. En del af denne udvikling kan måske skyldes ændret praksis for henvisning af patienter eller for diagnosticering af stress, men det er usandsynligt, at den markante udvikling ikke også afspejler en stigning i omfanget af alvorlig stress.

Stigningen i andelen med en stressrelateret diagnose har været særligt stor for studerende, personer uden for arbejdsstyrken og ledige. Fx er andelen af studerende med en stressrelateret diagnose fra hospitalsvæsenet mere end firedoblet fra 1995 til 2016, jf. figur 1. Det peger på, at der er forhold, som i stigende grad presser de unge. Det kan fx være forhold i uddannelsessystemet eller samfundets normer, herunder præstationspres og pres fra de sociale medier. Stress blandt unge kan være særligt omkostningsfuld, hvis de fx ender med ikke at afslutte deres uddannelse. 

Omfanget af alvorlig stress blandt beskæftigede er steget mere moderat i samme periode. Analysen påviser yderligere, at andelen med en stressrelateret diagnose er højere blandt offentligt ansatte end ansatte i den private sektor, og at stigningen i stressomfanget har været størst i det offentlige siden 2009. Dette gælder især inden for kernevelfærdsbrancher, som plejehjem, daginstitutioner og undervisning. Forskellen mellem det offentlige og det private forsvinder ikke, når vi tager højde for køns- og alderssammensætningen i brancherne.

Derudover finder vi at, andelen af beskæftigede, der har en længere sygemelding fra arbejdet pga. stress, er konjunkturafhængig. Flere beskæftigede bliver langvarigt sygemeldt ifm. stress, når der skal løbes hurtigere på arbejdet. Det er i overensstemmelse med tidligere undersøgelser, som viser, at stressrelateret sygefravær og arbejdsulykker er mere udbredt i perioder med et stort arbejdspres.

Vores analyse bekræfter, at omfanget af alvorlig stress er stigende, særligt for studerende og personer uden for arbejdsstyrken. Stress er dermed et voksende samfundsproblem, og vi ser frem til stresspanelets forslag til initiativer, som kan reducere omfanget af stress, der bliver præsenteret senere i år.