EU, flygtninge og Tyrkiet: Version 2.0?
Bragt i Politiken den 4. september 2016
EU’s kerneværdier sættes pt. på prøve, da den flygtningeaftale som unionen indgik med Tyrkiet er udfordret af præsident Erdogans udrensninger efter et mislykkedes militærkup. Spørgsmålet er, hvorvidt den tyrkiske udvikling overhovedet er kompatibel med EU’s værdier?
EU står over for et kæmpe dilemma. Og der findes ingen nem løsning. På den ene side står flygtninge- og immigrationskrisen og kræver hurtige, men også langsigtede svar – på den anden side kræver disse svar, at man forhandler med regimer, som ikke nødvendigvis lever op til EU’s værdier for god regeringsførsel.
Flygtningeaftalen med Tyrkiet varslede en ny realpolitisk tilgang. Men meget er forandret siden indgåelsen af aftalen. Og man er langt fra det udgangspunkt, som aftalen blev udfærdiget under - og som åbnede døren for tyrkisk EU-medlemskab og visumliberaliseringer.
EU er i en kattepine. Hvad nu? Som altid når valget er svært og kompliceret, er det væsentligt at kigge på, hvordan beslutningsprocessen for at træffe de svære valg kan forbedres. Hvad skal der til for at træffe det mest langsigtsholdbare valg, når det drejer sig om flygtninge-og immigrationspolitikken?
En løsning er, at EU udvikler et stærkt mandat til den udenrigs- og sikkerhedspolitik, som blev udviklet i Lissabontraktaten, og forener det med en langtidsholdbar flygtninge- og immigrationspolitik. Det vil kræve tre initiativer.
Først må EU finde et internt fælles fodslag, hvis man ønsker at realisere EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det vil give et stærkere mandat til EU’s såkaldte højtstående repræsentant for udenrigsanliggende og sikkerhedspolitik (udenrigsminister).
Indtil nu har italienske Mogherini – som pt. bestrider posten– ikke haft et stærkt mandat til at navigere Syrienskonflikten, herunder også EU’s relation med Tyrkiet, i en proaktiv facon. Et fælles EU fodslag er nødvendigt for at fremstå som pålidelig international aktør. Det kræver, at særligt de store lande koncentrerer sig om at samles og udgøre en motor i EU-samarbejdet. Og det kan betyde, at nogle lande ikke deltager: At det bliver et EU i flere hastigheder.
Det vil også kræve, at man ikke udelukkende fokuserer på Tyrkiet, men at EU udvider sin immigrationspolitiske horisont geografisk. Hvor Tyrkiet er en væsentlig bufferstat for flygtningestrømmen, er det langtfra den eneste. Senest har Ægypten meldt sig i strømmen af lande, hvor antallet af flygtninge stiger som konsekvens af aftalen med Tyrkiet. Tyrkiet-aftalen har primært forskubbet problemet. EU har brug for en større og mere langtidsholdbar plan, som adresserer de økonomiske og politiske grunde til, at mange dagligt risikerer livet for at nå til EU.
Afslutningsvist løste aftalen med Tyrkiet ikke den manglende EU indsats for at skabe en holdbar ekstern grænsekontrol, herunder et velfungerende modtagelsessystem af asylansøgere. Hele 96 pct. af EU's befolkning mener, at EU-medlemskab medfører dårligere kontrol med eksterne grænser. Det bliver EU nødt til at adressere for at være en pålidelige international aktør, som kan implementere en fælles asyl-og immigrationspolitik med høje humanitære standarder. Men også for at kunne stå stand mod den voksende EU-skepsis på de indre linjer.
Hverken EU eller Tyrkiet har interesse i at eskalere konflikten i relation til flygtningeaftalen. Tyrkiet er en væsentlig sikkerhedspolitisk partner for EU, og en af NATO’s få stabile nøglespillere i Mellemøsten. EU er en af Tyrkiets største samhandelspartnere, og Tyrkiet har stærke interesser i at forblive tæt på EU. Og så deler Tyrkiet og EU en sikkerhedspolitisk fjende: Islamisk stat.
Udviklingen i Syrien var svær at forudse – og det har været svær for EU at navigere. Trods diverse udenrigspolitiske værktøjer, har EU været svækket af intern splid, og et usikkert mandat til den fælles udenrigsminister. Første akt blev spillet med EU i kulissen, men med den vaklende aftale med Tyrkiet, har EU muligheden for at redefinere sin rolle.