EU’s problemer fordufter ikke med en afstemning
Uanset om briternes EU-afstemning ender med et ja eller et nej, står det europæiske fællesskab stadig med store problemer og uden klare løsninger.
Debatindlæg bragt i Altinget.dk den 16. juni 2016.
Briterne skal til stemmeurnerne 23. juni for at afgøre, om de fortsat ønsker deres EU medlemskab.
Intet mindre.
Som danskere kender vi EU-folkeafstemninger. Men denne her er anderledes. Bliver det et nej, træder et af EU's største medlemslande ud af EU. Det er aldrig set før. Og ingen ved, hvordan det skal ske, eller hvor lang tid det vil tage.
Men det er vigtigt at huske på konteksten for Brexit-afstemningen: Også europæerne på kontinentet er i stigende grad splittede. Den britiske afstemning afspejler ikke kun udviklingen hos et EU-medlem, som altid har været lidt lunkent. Den afspejler en tendens.
Skepsissen stikker dybt
De seneste års forskning peger på, at EU-skepsis ikke kun er et stigende fænomen inden for en række politiske områder. Den synes også at være blevet en udpræget del af det europæiske partilandskab.
I 2014 ved seneste Europa-Parlamentsvalg var de EU-skeptiske partier særdeles succesfulde i en stor række af EU’s medlemslande, herunder Danmark og Storbritannien.
Og forskningen viser, at EU-skepsis er forankret i mange af EU’s medlemslande, både når spørgsmålet falder på det nære såsom national identitet, men også når spørgsmålet handler om politisk substans, herunder immigration eller økonomisk omfordeling i Eurozonen.
Skepsissen for EU's nuværende retning har mange dimensioner. Og den synes på forskellig vis at være fast forankret i mange vælgere i mange medlemslande.
Den britiske afstemning er ikke kun et isoleret fænomen. Den er også et symptom på EU’s alvorlige udfordringer og en skepsis, som kan identificeres i alle EU’s 28 medlemslande i forskellig grad.
Derfor vil der efter afstemningen uanset resultatet stadig være en lang række alvorlige problemer i forbindelse med det europæiske samarbejde, som en Brexit-afstemning ikke kan afhjælpe uanset resultatet.
Folkeliggørelsen halter stadig
EU har i mange år kæmpet med en manglende folkeliggørelse. Mange ved meget lidt eller slet intet om Unionen. Initiativer som Borgerinitiativet, som de færreste borgere sikkert har hørt om, og diverse deliberative fora, hvor borgerne er blevet inddraget til at debattere eksempelvis Euroen, har ikke vundet bredt indpas.
Forsøg på at skabe demokrati fra bunden med borgerinput har i det store hele slået fejl. Borgerne er ikke blevet mobiliserede. Og den folkelige deltagelse ved EU-parlamentsvalgene, det eneste direkte valgte organ i EU, slog bundrekord ved seneste valg i 2014.
Og det til trods for, at valgene fandt sted under en politisk krise, hvor debatter om sparepolitik og potential græsk statsbankerot havde fyldt mediebilledet i årene op til. Det burde have mobiliseret vælgerne. Det blev de ikke. Og den britiske afstemning gør hverken fra eller til i forbindelse med disse problemer. De består uanset resultatet.
Modstanden forsvinder ikke med afstemningen
Den manglende folkeliggørelse er dog ikke kun et anliggende for EU-institutionerne. De nationale regeringer, som trods alt er dem, der styrer den europæiske udvikling, har ikke formået at integrere EU-politik i daglige nationale politiske diskussioner trods årtiers medlemskab.
Og EU-politik forekommer yderligere fjern og kompleks end national politik for mange viser forskningen.
Uanset hvad briterne vælger, består problemet ikke kun i den manglende folkelige forankring. Den stigende EU-skepsis er paneuropæisk og vil ikke forsvinde efter den britiske afstemning, hvis denne skulle ende med et ja.
Forude venter endnu en annonceret afstemning i Ungarn, hvor EU’s immigrationspolitik står for skud. Og i mange af EU’s 28 medlemslande står EU-skeptiske partier stærkt. Ved næste års franske præsidentvalg og i Tyskland, hvor Merkel går efter genvalg, vil henholdsvis det EU-skeptiske Front Nationale og Alternative für Deutschland have stor betydning.
Alvorlig EU-skepsis er en virkelighed, vi må navigere i, også fremadrettet på hele det europæiske kontinent.
Stemmer briterne nej, vil disse EU-skeptiske partier naturligvis stå endnu stærkere og spejle sig i deres britiske søsterparti, UKIP. Men stemmer briterne for fortsat medlemskab, vil opbakningen til disse EU-skeptiske partier højst sandsynligt stadig bestå.
Solidaritet kan ikke tages for givet
Og uanset udfaldet af den britiske afstemning, vil EU også stadig kæmpe med den immigrationskrise og eurozone krise, som har præget samarbejdet mere end noget andet de seneste år.
Ikke vestlig-immigration og fordelingen af flygtninge og migranter tester i høj grad den solidaritet, som mange tog for givet i forbindelse med det europæiske samarbejde.
Som kriserne har bevist, bør europæisk solidaritet langtfra tages for givet.
Spørgsmål om indkomstulighed på tværs af EU-landene, solidaritet og økonomisk vækst er stadig blandt unionens største udfordringer. Og de spørgsmål vil bestå både i en fremtid med og uden Storbritannien som medlem.
Fronterne står stejlt overfor hinanden
Skønt vi endnu ikke kender valgresultatet for den britiske afstemning, indikerer alt, at det bliver et tæt løb.
Vælger briterne Camerons EU-aftale, bliver det næppe med noget overvældende flertal. Og vælger briterne at træde ud af unionen, bliver det næppe heller med nogen stor majoritet.
Den lille margin viser en dyb splittelse, som også i stigende grad gør sig gældende i andre EU-medlemslande, også i lande som Tyskland, hvor opbakningen traditionelt er stor.
Udfaldet af den britiske afstemning, uanset hvad det bliver, vil næppe kunne danne afklaring og begyndende bro mellem disse to fløje. Den afklarer ikke de interne stridigheder. Og de problemer, som i første omgang var medvirkende til den britiske afstemning, vil derfor bestå.