Feriekontosystemet – en enklere løsning ligger lige for
Indlægget er bragt i Berlingske Business den 3. juli 2017
I 1938 fik alle lønmodtagere med ferieloven ret til ferie med løn. I dag har alle ret til fem ugers ferie med løn, og mange har via overenskomsterne seks uger. Denne mængde betalt ferie repræsenterer pga. det aftalebaserede system en fin afvejning af lønmodtagernes præferencer for hhv. indtægt og fritid over for arbejdsgiveres ønsker om tilgængelig arbejdskraft.
Men det underliggende system, der i praksis sikrer ferieretten, er en paternalistisk anakronisme, der er dyr og besværlig for lønmodtagerne.
For alle beskæftigede udgør feriepengene 12,5 pct. af lønnen. Den konkrete administration afhænger af ansættelsesformen, men lønmodtageren får først sine feriepenge, når ferien afholdes, mens opsparingen af feriepenge sker løbende. I de fleste tilfælde tilbageholder arbejdsgiveren pengene, og ellers indbetales de til FerieKonto, der udbetaler dem til arbejdstageren, når denne holder ferie. Også når et ansættelsesforhold ophører udbetales der via FerieKonto.
Lønmodtagerne går altså glip af renterne og retten til at disponere over egne midler, mens feriepengene tilbageholdes. For en person med gennemsnitsindkomst løber rentetabet op mod 1.000 kr. årligt.
Og alene i 2016 glemte lønmodtagerne at hæve feriepenge for små 100 mio. kr. De penge kanaliseres til sociale formål via Arbejdsmarkedets Feriefond.
Lønmodtagerne må leve med det administrative besvær, og ATP, der administrerer FerieKonto, oppebærer yderligere administrationsudgifter.
Ferielovsudvalget kommer snart med anbefaling til ny ferielov, da den nuværende er i strid med EU-retten. Denne anbefaling bør indeholde en afskaffelse af Feriekonto.
En simpel løsning er at nedlægge FerieKonto, fastholde retten til ferie og den samlede løn inkl. feriepenge, men lade det være op til ansatte og virksomheder individuelt at aftale, hvordan den samlede løn inkl. feriepenge udbetales.
De kan fx aftale, at lønudbetaling i de perioder der arbejdes, forøges med 12,5 pct. i forhold til i dag, men er nul i ferieperioderne. Eller virksomheden kan løbende tilbageholde 12,5 pct. af lønnen og udbetale denne i ferieperioderne, dvs. der udbetales samme løn i alle måneder – ligesom det gælder for funktionærer i dag. Og når ansættelsesforholdet afsluttes, udbetaler virksomheden tilbageholdt løn direkte til lønmodtageren. På bundlinjen altså akkurat samme løn inkl. feriepenge som i dag. For at sikre ferieretten bør virksomheder dog ved ansættelsesophør indberette mængden af brugt ferieret, således at det kan dokumenteres over for en kommende arbejdsgiver.
Til forsvar for det nuværende system fremføres et paternalistisk argument: Vi risikerer, at lønmodtagerne ikke lægger en del af lønnen til side til ferieperioderne. FOA har fremført, at feriekontosystemet er særligt vigtigt for lavindkomstgrupper, da disse kan have sværere ved at spare op. De skulle åbenbart ikke kunne overskue at få udbetalt en højere løbende løn og så lægge en del til side. Men når selv et middelbegavet egern kan finde ud af at gemme nødder til vinteren, er der næppe belæg for så lav tillid til danske lønmodtagere.
Med bevarelse af retten til ferie og uændret løn inkl. feriepenge, men med afskaffelse af FerieKontosystemet, kan der opnås flere fordele: Det administrative bøvl fjernes. Den konkrete timing af udbetalingerne kan frit aftales mellem virksomhed og lønmodtager, så det afspejler individuelle ønsker. Og vigtigst opnår lønmodtagerne handlefrihed, renteindtægter og likviditet, og slipper for ”dummebøder” til Feriefonden.