Hellere en Arne end en fast pensionsalder
Over sommeren har flere partier meldt ud, at man ikke længere vil lade pensionsalderen stige med den gennemsnitlige levetid, men vil stoppe denne såkaldte levetidsindeksering. Bliver det til virkelighed, er dansk økonomi bombet tilbage til starten af 00’erne, hvor der var udsigt til, at staten ville leve over evne. Samfundsøkonomisk er det langt alvorligere end regeringens Arneudspil.
Indlægget blev bragt i finans.dk fredag den 21. august 2020.
Arneudspillet er godt nok ikke målrettet de nedslidte, og der mangler ½ mia. kr. i finansiering. Det har analyser fra Kraka påvist. Men udspillet er dog, som det ligger, ikke mere omfattende, end at det vil kunne håndteres.
Men hvis levetidsindekseringen stoppes, skal der dykkes dybt i den samfundsøkonomiske værktøjskasse: Enten må andre end det grå guld arbejde betydeligt mere, skatterne må stige, eller de offentlige udgifter til overførsler, uddannelse, sundhed osv. må reduceres. Der er ikke politisk appetit på højere skatter eller forringet offentlig service. Og da de fleste i den erhvervsaktive alder allerede er i fuldt sving, er det heller ikke let at finde ledige hænder.
Hvis man, som i Arneudspillet, ikke går målrettet efter at hjælpe nedslidte, bryder man med et grundprincip i den danske velfærdsstat: Kan man arbejde, skal man arbejde, kan man ikke arbejde, får man hjælp. Det er i sidste ende et politisk valg, om man vil bryde med dette grundprincip, og valget afgøres ved stemmeurnerne.
Men staten kan ikke vedvarende bruge flere penge, end den får ind – det er ikke et politisk valg. Statens finanser skal være holdbare, budgettet skal passe. Og her er levetidsindekseringen en grundsten for at fremtidssikre velfærdsstaten.
I starten af 00’erne kunne man se frem til, at statens indtægter på sigt ikke ville kunne dække udgifterne. Derfor indgik et bredt udsnit af Folketinget i 2006 Velfærdsforliget om at tilpasse folkepensionsalderen til en stigende levealder.
Egentlig er det meget enkelt: Danskerne bliver ældre og ældre, så hvis man fastholder pensionsalderen, vil der vedvarende komme flere pensionister, men ikke flere til at forsørge dem. Med levetidsindekseringen stiger antallet af pensionister ikke så hurtigt, og der bliver flere til at forsøge dem.
I løbet af efteråret skal Folketinget som følge af Velfærdsforliget tage stilling til, om folkepensionsalderen skal hæves til 69 år i 2035. Og det er hér, flere partier nu ryster på hånden.
En lang række regeringer i Danmark har siden 90’erne opbygget et godt rammeværk. Begreber som holdbarhed og finanspolitisk råderum er centrale i den økonomisk-politiske debat, og udgiftsdrivende forslag lanceres typisk med tilsvarende finansieringsforslag. Stor ros til Christiansborg for denne ansvarlighed!
Arneforslaget er i regeringens udspil rammesat til ca. 3 mia. kr. og forventes at omfatte 20-30.000 personer om året i de kommende år. Regeringen håber, at finansieringen er på plads, men Kraka har påvist, at der vil mangle ½ mia. kr. Den reducerede beskæftigelse på ca. 6-10.000 personer er en betydelig svækkelse af arbejdsudbuddet. Men udspillet skal sættes i forhold til konsekvenserne af et stop af levetidsindekseringen.
De offentlige finanser vil nemlig gå fra asken til ilden, hvis man i stedet for en tidlig pension aflyser reguleringen af tilbagetrækningsalderen. Beregninger i Finansministeriet viser, at de offentlige finanser årligt vil svækkes med 33 mia. kr., hvis justeringen af folkepensionsalderen til den stigende levealder stoppes ved 68 år i 2030. Og at den såkaldte hængekøjeudfordring fra 2025-2050 vil blive et rutsjebaneproblem i stedet.
En aflysning af levetidsindekseringen vil derfor efterlade et gabende hul i statskassen og flytte en stor regning til børneværelset. Så slemt er Arneudspillet – trods alt – ikke for hverken arbejdsudbud eller de offentlige finanser.