Italiens valg. Og konsekvenserne for Eurozonen.

Indlægget er bragt på www.børsen.dk den 3. december 2016

Når italienerne går til stemmeurnerne denne weekend, venter EU med spænding. Italiens Premierminister Matteo Renzi fra centrum-venstre partiet Partito Democratico (PD) har sat sit kandidatur som landets leder på spil for en konstitutionsændring, som skal smidiggøre det italienske lovgivningsapparat. Men hvilken betydning har det italienske folkeafstemning for Europa? Og hvad er argumenterne for et ja og et nej?

Ændringsforslaget af konstitutionen består af to overordnede ændringer. Italien har et parlamentarisk to-kammersystem. Reformen vil give det ene kammer – Senatet -  mindre magt, således lovgivningen ikke nær så nemt fastlåses mellem de to kamre. Herudover centraliserer reformen beslutningskompetence ved at overdrage regional magt til centralt hold.

Renzi ønsker ændringer for at kunne skabe hurtigere resultater. Implementeres ændringerne, vil reformer hurtigere vedtages og - på mere overordnet niveau – vil ændringerne sikre mere stabile regeringer. Italien har haft 65 regeringer siden 1945.

Med et ja vil Renzi altså ikke kun styrke sin egen position og forbedret reformmulighederne. Han har ogsp sikret større stabilitet omkring sin regering. Og da finansielle investorer og andre Euro-lande fortrækker stabilitet og et ikke-populistisk center-parti ved magten, håber alle her på et ”si”.  

Nej-siden har to hovedargumenter: Den ene forholder sig til folkeafstemningens substans. De foreslåede ændringer vil samle mere magt hos premierministeren, og de forslåede ændringer af senatet betyder, at senatorer ikke vælges direkte ved valg. Kritikerne spår, at en senatorpost dermed er attraktiv for den korrupte elite. Og at Italiens underliggende problem med korruption ikke løses.

Men nej-fløjen er også en del af den internationale populistiske strømning, som senest sås ved Brexit-afstemningen og valget af Trump. I Italien tæller den fremadstormende Femstjernebevægelse, som ønsker at forlade euroen, og som pt. kun ligger få procentpoint fra Renzis PD i meningsmålingerne. 

Femstjernebevægelsen har appel, fordi det italienske samfund længe har haft det svært. Landet har en af de tungeste statsgældsbyrder i Eurozonen og l kæmper med lav vækst og utilstrækkelige reformer. Italienerne er parate til forandring. Men det synes ikke at være Renzis foreslåede forandringer de flokkes om. Nærmere er det den totale omvæltning – noget nyt – som Femstjernebevægelsen synes at kunne levere.  

Og hvilken betydning har den italienske afstemning så for EU? Italien er et kerne euroland. Det huser Eurozonens tredjestørste økonomi. Hvor Eurozonen har kunne holde til den økonomiske turmult med Grækenland, vil den næppe holde til tilsvarende, hvis Italien kommer i samme situation.

Derfor frygter investorer og andre Eurozone-ledere også, at en tabt folkeafstemning kunne betyde en afstemning om euro-medlemskabet. Det er dog langtfra sikkert. Et nej rummer flere udgangsscenarier. Og Italien har eksempelvis før levet med en teknokratisk overgangsregering.

Uanset om italienerne stemmer ja eller nej, så blæser betydeligt nye vind i italiensk politik. Om ikke vi ser dem denne søndag, så vil vi helt sikkert se dem til det næste nationale valg, som afholdes seneste i 2018.