Jobspøgelset hører ikke hjemme i klimadebatten

Ofte hviler argumentationen dog på en misforståelse af grundlæggende økonomiske sammenhænge. En mere eller mindre grøn politik har nemlig ikke den store betydning for beskæftigelsen, men kan have stor betydning for, hvor produktive jobbene er. 

På kort sigt bør man under en lavkonjunktur anvende ekspansiv finanspolitik til at stimulere efterspørgslen og derved forøge beskæftigelsen, så der kommer gang i hjulene. Men hvis man gør det samme i en højkonjunktur, fører det til overophedning, kraftige lønstigninger, tabt konkurrenceevne og dermed atter lavere beskæftigelse - det så vi senest op mod finanskrisens udbrud. 

På længere sigt betyder denne såkaldte løndannelse, at beskæftigelsen bevæger sig omkring et niveau, der primært er bestemt af arbejdsudbuddet, dvs. hvor mange personer der stiller deres arbejdskraft til rådighed.

Arbejdsudbuddets bestemmende rolle for den langsigtede beskæftigelse er understøttet af en omfattende forskning. Derfor er langt de fleste økonomer enige i, at hvis man vil øge beskæftigelsen permanent, skal man øge tilskyndelsen til at arbejde, f.eks. ved lavere indkomstskatter, lavere overførselsindkomster eller senere pensionsalder. 

Desværre eksisterer der blandt politikere og i store dele af befolkningen den udbredte misforståelse, at man også på lang sigt kan 'skabe' jobs ved at hjælpe f.eks. grønne erhverv. Eller at man ved at forfølge en miljømålsætning kan 'miste' jobs i betydeligt omfang.

Som eksempelvis miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen skrev for nylig i en Kronik i Politiken: »Det er håbløst, at vi i flere tilfælde spænder ben for os selv og lader andre løbe med arbejdspladserne, fordi vi grundløst indfører strammere lovgivning end andre lande i EU«.

Klimaministeren har tidligere udtalt, at: »Det koster konkurrenceevne og jobs i landbruget, hvis Konservative ikke stopper med at lege klimaduks i blå blok«. 

SF skriver derimod på sin hjemmeside: »Det er helt afgørende for SF, at vi holder fast i de ambitiøse mål, der er sat med energiaftalen. Alt andet vil svække den grønne omstilling og koste masser af jobs«. Prisen for et bedre klima eller miljø er oftest lavere økonomisk velstand - ikke nødvendigvis i forhold til i dag, men i forhold til den fremtidige økonomiske velstand uden miljø- og klimamål. Dels fordi virksomhedernes produktionsomkostninger bliver højere, dels fordi forbrugssammensætningen ændres. 

Beskæftigelsen i særligt miljøbelastende dele af produktionen vil ofte reduceres, når miljømål skal nås. Men de ledige hænder vil via løndannelsen finde vej til andre sektorer, og den samlede beskæftigelse vil efter nogen tid være tæt på uændret. Et miljø- eller klimamål kan dog - lidt afhængigt af finansieringen - føre til dyrere varer. Det reducerer afkastet af at arbejde, hvilket så igen kan reducere arbejdsudbuddet og dermed beskæftigelsen. Men denne effekt er oftest lille.  

Offentlig støtte til grøn omstilling kan forøge antallet af 'grønne jobs'. Men på længere sigt vil beskæftigelsen i andre sektorer reduceres mindst lige så meget, som den stiger i grøn produktion. 

Det er ikke særlig svært at skabe grønne jobs: Kommunerne kan f.eks. ansætte en masse mennesker til at affaldssortere med håndkraft og trillebøre. Det er åbenlyst uintelligent, fordi vi derved har skabt en masse lavproduktive jobs og fjernet arbejdskraften fra mere højproduktive jobs. En mere grøn politik vil altså ikke påvirke antallet af jobs, men produktiviteten. Produktiviteten bestemmer velstanden, og dermed hvor meget økonomisk velstand vi skal afgive for at nå miljømålene. 

Heller ikke konkurrenceevnen har særlig meget med miljø- og klimamålsætninger at gøre. På kort sigt kan konkurrenceevnen blive forringet, hvis f.eks. en overophedet økonomi fører til kraftige lønstigninger, eller hvis virksomhederne stilles over for høje miljøkrav. Men højere (løn)omkostninger vil reducere efterspørgslen efter arbejdskraft. Og den efterfølgende højere ledighed betyder, at lønningerne falder eller får en lavere stigningstakt - konkurrenceevnen vil således atter blive forbedret. 

Især for klimamålene hersker der betydelig usikkerhed om omkostningens størrelse, bl.a. fordi den afhænger af muligheden for at udvikle og anvende i dag ukendte teknologier. Dette er vigtigt at forholde sig til, når målsætningerne skal fastlægges, men det har ikke meget med beskæftigelsen at gøre. 

Miljø- og klimamålsætninger vil typisk føre til lavere økonomisk velstand, og det kan meget vel være prisen værd. Det er derfor vigtigt politisk at diskutere miljø- og klimaambitionerne, og hvordan vi skal forholde os til usikkerhederne. Men det er en misforståelse, når klimaforkæmpere eller -skeptikere hævder at have jobskabelse eller konkurrenceevne på deres side.