Kan robotter sikre velfærden i fremtiden?
Der ventes et demografisk pres på den offentlige velfærd de kommende tyve år, som sammen med Baumols syge er medvirkende til at gøre det svært at opretholde niveauet af offentlig velfærd, hvis man samtidig ønsker at fastholde eller sænke det samlede skattetryk. Men måske ligger løsningen i den såkaldte disruption – kan robotter sikre velfærden?
Debatten om fremtiden har båret præg af en ubegrundet ”robotfrygt”. Kraka og flere andre har forsøgt at nuancere billedet, og for nylig kom også konsulenthuset McKinsey med en rapport, der peger på, at robotter potentielt kan skabe flere job, end de tager.
Debatten om robotter bør også tage en positiv vending, når emnet er den offentlige velfærd. Hvis produktivitetsvæksten i offentlig service ikke kan holde trit med den øvrige økonomi, så står vi hurtigt overfor svære valg: Skal skattetrykket stige, eller må vi acceptere, at den offentlige velfærd ikke kan følge med velstanden?
De kommende år er der ikke umiddelbart råd til, at det offentlige forbrug kan følge med fremgangen i privat velstand. Som Kraka for nylig påpegede, er det nuværende råderum frem mod 2025 ikke stort nok til at følge Finansministeriet neutrale fremskrivningsprincip for offentligt forbrug. Hertil kommer ønsket om at sænke skatterne, som politikerne i øjeblikket forhandler på livet løs om.
Udover den aktuelle udfordring med et stramt råderum, så lider den offentlige sektor formentlig kronisk af det økonomer kalder Baumols syge. Det kan på sigt sætte velfærdsstaten under alvorligt pres. Baumols syge beskriver de problemer der kan opstå, hvis den ene del af økonomien, fx fremstillingssektoren, har produktivitetsfremgang og dermed kan hæve reallønnen, mens en anden del, fx servicesektoren, ikke kan øge produktiviteten ligeså meget, men stadig konkurrerer om den samme arbejdskraft og derfor må matche lønstigningerne.
Problemstillingen er uden tvivl relevant for den offentlige sektor. For en række af kerneopgaverne inden for undervisning, sundhed og pleje er det er svært at pege på, hvordan selve opgaven kan gøres hurtigere eller bedre på samme tid, fordi de så direkte afhænger af den enkelte medarbejder. Der er med tiden brug for flere og flere offentligt ansatte, hvis diagnosen for den offentlige sektor er Baumols syge, og det offentlige serviceniveau skal følge med velstandsudviklingen.
Det er derfor helt afgørende, at man i produktionen af offentlige serviceydelser har et skarpt øje rettet mod robotter og automatisering, der kan reducere udfordringerne med at forøge den offentlige produktivitet. Kan de ældre på plejehjemmene måske selv styre en vaskerobot frem for at skulle vaskes af plejepersonalet? Kan selvkørende robotter erstatte portører på sygehusene?
Det er ikke garanteret, at automatisering af offentlige serviceydelser helt kan løse problemet med Baumols syge. Det vil kræve, at der effektiviseres mindst lige så meget som i den private produktion. Men det er afgørende, at gå så langt som muligt i automatiseringen af den offentlige produktion. Gør vi ikke dette, rykker de svære valg hurtigt tættere på.