Når EU-afstemninger handler om andet end EU
Debatindlægget er bragt i Politiken den 12. juni 2016.
Forskning viser, at oplysning har betydning for, hvordan folk stemmer ved folkeafstemninger. Den viser også, at politisk viden om EU har betydning. Men faktum er, at folkeafstemninger stadig primært afspejler reaktioner på national politik. Hos mange vælgere er EU aldrig blevet til adskilte politikområder, man kan være enig eller uenig i - som det gælder for national politik. For mange er EU tværtimod stadig udtryk for en samlet udvikling, man kan støtte eller ikke støtte. Og det er denne udvikling, mange reelt stemmer om, når de stemmer om EU.
Den britiske folkeafstemning 23. juni er formelt set et spørgsmål om fortsat medlemskab: ja eller nej. Men graver man lidt, er den naturligvis mere kompleks: Folkeafstemningen sker på baggrund af en aftale om en lang række vigtige politikområder, som den britiske premierminister, David Cameron, forhandlede på plads i begyndelsen af året. Selv om en britisk vælger reelt ønskede at afgive en stemme på baggrund af Camerons aftale, er det svært at reducere en lang række væsentlige politiske spørgsmål til et simpelt ja eller nej. Folkeafstemninger er derfor stadig problematiske, fordi de forsimpler komplekse spørgsmål. Og der er mere på spil end ved nogen anden tidligere EU-folkeafstemning: Vælger briterne at stemme sig ud af det europæiske samarbejde, vil en betydelig økonomi, et af de gamle kernelande og et land, som Danmark føler et nært partnerskab med, forlade unionen. Med uvisse konsekvenser for alle.
En af de største udfordringer ved folkeafstemninger er, at der ofte ikke svares på det spørgsmål, der bliver stillet. Efter danskernes afvisning af Maastrichttraktaten i 1992 er forskning i folkeafstemninger vokset. Næsten 20 år senere - med en række folkeafstemninger i bagagen - tegner sig et blandet billede af, hvorfor folk sætter deres kryds, som de gør: Det mest interessante resultat, som også er det mest konsistente på tværs af EU-lande, er, at resultatet af en folkeafstemning ofte afhænger mere af national end af EU-politik.
Årtiers forsøg på at folkeliggøre det europæiske projekt og skabe større forståelse for EU-politik har slået fejl. Mange ved stadig ikke, hvordan EU fungerer, hvilke beslutninger der træffes i Bruxelles, hvilke der træffes på Christiansborg, og hvordan de to ting spiller sammen. De sætter derfor deres kryds af andre årsager. Det tydeligste eksempel er den seneste hollandske afstemning om en EU-handelsaftale med Ukraine. Den blev massivt afvist, skønt de færreste kendte aftalens indhold. Men folk var trætte af EU's krisestyring under både immigrations- og eurokrisen.
Ofte vender vælgerne også tilbage til det, der klassisk er udslagsgivende for vælgere: holdninger til økonomisk fordeling, både når det gælder højre-venstre-placering og den nationale økonomiske gevinst ved EU-medlemskab. Det spiller også en rolle, hvorvidt man støtter den nuværende regering. Og i så fald, hvorvidt man mener, at den gør det godt. Selv om det sjældent har noget at gøre med EU. Herudover viser studier, at politisk aktuelle problemstillinger, herunder særligt immigration, også har betydning ved folkeafstemninger. Også selv om immigration kun berører afstemningens politiske område perifert. De spørgsmål, som reelt sættes til folkeafstemning, besvares altså ofte ikke. Og det er det store problem med folkeafstemninger.
Udfordringen er også, at problemet faktisk synes konstant de seneste årtier, selv om omfattende oplysningskampagner ofte sættes i gang inden afstemningerne. Alle forskningspile peger på, at holdninger til den nuværende fragmenterede konservative britiske regering, holdninger til immigration, holdninger til økonomisk omfordeling, og hvordan man mener, at EU passer ind i dette billede, vil være stærke medvirkende faktorer til at bestemme, hvor folk sætter krydset i næste uge. Vi risikerer med andre ord, at et nøgleland forlader EU på baggrund af en afstemning, der ikke handler om den aftale, der stemmes om.