Når milliarder ikke bare er milliarder

I den politisk-økonomisk debat flyver milliarderne ofte frem og tilbage blandt politikere og økonomer. Men selvom man skulle mene, at milliarder kroner er en god og fasttømret enhed, så er sandheden, at milliarder ikke bare er milliarder. Og den politiske debat bliver nogle gange forplumret, når de forskellige typer af milliarder blandes sammen. 

Et nyligt eksempel på en sammenblanding var da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i et stort interview slog fast, at hvis forsvarsudgifterne skulle op på 3 pct. af BNP, så var der ikke plads til at lempe indekseringen af pensionsalderen. Men det er en misforståelse. 

Der findes tre slags milliarder i det danske finanspolitiske landskab: 
Den simpleste type mia. svarer til de penge, som almindelige mennesker engang havde liggende i tegnebogen, altså engangsindtægter eller udgifter. Det er den slags milliarder, der i øjeblikket er udsigt til at spilde 31,5 af på energiø Bornholm. 

En anden type milliarder er dem som findes i det finanspolitiske råderum. Det er et skøn over hvad politikerne kan prioritere over til fx at sikre en tidssvarende velfærd, der følger med befolkningsudviklingen, eller til fx lavere skatter. De penge kan bruges hvert år. Ved seneste opgørelse var der 57,5 af dem målt i 2030, dog er mange af dem allerede politisk øremærket. 
De mest komplicerede milliarder, findes i den finanspolitiske holdbarhed. De kommer fra en beregning af de offentlige finansers tilstand i al fremtid. Dem har vi ifølge Finansministerie i øjeblikket 41 af – og det er et årligt beløb. 

Men holdbarhedsmilliarderne er ikke tilgængelige til at finansiere udgifter de næste årtier, for de kommer fra overskud, der først begynder at materialisere sig i slutningen af 2040’erne. Og i mellemtiden skal vi overholde budgetlovens grænse på 1 pct. underskud.

Det er mellem holdbarhedsmilliarder og råderumsmilliarder, at Løkke går galt i byen. Øgede forsvarsudgifter påvirker nemlig ikke muligheden for at lempe på pensionsindekseringen. Det skyldes, at højere udgifter til forsvar skal finansieres af råderummet, mens pensionsindeksering er et spørgsmål om holdbarhed, fordi der først lægges op til at ændre fra 2045 og frem. 

I 2030’erne og først i 2040’erne er der udsigt til underskud, som er tæt på budgetlovens grænse. Højere forsvarsudgifter skal derfor finansieres af prioriteringer med effekt i de år. Når finansieringen er fundet i de foregående år, ender man med de samme overskud på lang sigt, og dermed uændret mulighed for at finansiere lempeligere pensionsindeksering.

Finanspolitik er kompliceret, og forskellige former for milliarder, bidrager helt sikkert til forvirringen. Selv overvismanden lavede for nylig den kobling, som Løkke gjorde. Men en præcis forståelse for hvilke tiltag, der skal vejes op mod hinanden, er afgørende for en frugtbar politisk debat.

I den finanspolitiske virkelighed Danmark står i, kan højere forsvarsudgifter ikke holdes op mod en mulig lempeligere pensionsindeksering. Det skal finansieres af noget andet.

Debatindlægget er bragt i Finans den 18. november 2024.