Trump afblæser de tre største frihandelsaftaler. Hvad nu?
De første måneder under præsident Trump er frihandelsaftaler blevet erklæret krig. Her gives status på de største frihandelsaftalers skæbne og et bud på, hvordan Trump vil gribe handelsaftaler an under sit kandidatur.
Indlægget er bragt på www.finans.dk den 06 marts 2017
Kun få dage efter at have overtaget det ovale kontor, trak Trump USA ud af det transatlantiske partnerskab (TPP). Aftalen omfattede et handelssamarbejde mellem USA og 11 andre land, herunder Japan og Australien. TTP var en central prioritet under Obama. TTP var endnu ikke godkendt af Kongressen og derfor ikke trådt i kraft.
Trump kalder TTP en ”total fiasko”. Skønt aftalen ikke omfatter Kina, mener han alligevel den lader Kina komme ind ad bagdøren. Meget tyder dog på, at Kina nu får en endnu større rolle i regionen, da de andre TTP lande har åbnet for kinesisk deltagelse.
Desuden er TTIP - den transatlantiske handels- og investeringspagt mellem EU og USA, som før Trumps indsættelse gik ind i sin afsluttende forhandlingsfase - fastfrosset. Trump har aldrig talt positivt om aftalen. Fastfrysningen bekræftedes af EU’s handelskommissær Malmstrøm i januar 2017. EU forholder sig afventende i forhold til USA.
Endelig vil Trump genforhandle NAFTA. Den nordamerikanske handelsaftale mellem USA, Mexico og Canada, som blev underskrevet af Clinton i 1994. NAFTA kaldes af Trump ”den værste handelsaftale i historien”. Den skulle have frarøvet amerikanske industrijob. Aftalen letter flytning af produktion fra USA til Mexico.
NAFTA-forhandlingerne blev igangsat i 80’ernes Reagan-periode. Den nyder både republikansk og demokratisk opbakning. Herudover er amerikansk eksport til Mexico fra 1993 til 2016– året før NAFTA trådte i kraft – steget med næsten 470 pct. (Kilde: CNN Money).
Det er ikke kun blandt Trumptilhængere, at Trumps initiativer mod frihandel er populære. Også hos prominente demokrater, herunder Vermontsenator og den tidligere demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders, findes der udtrykt lettelse over TTP er begravet. Også Hillary Clinton har udtrykt skepsis over for TTIP.
Hvor Trumps udenrigspolitik aldrig har været klart artikuleret, har hans handelspolitik dog væsentlige prioriteter. Frihandel er et af de områder, som fik Trump ind i politik. Siden 1980’erne har han åbent kritiseret andre landes ”tyveri” af amerikanske job.
Qua sin forretningsmæssige baggrund, mener Trump, at han kan forhandle bedre ”deals” hjem til USA, eksempelvis ved trusler om at hæve told på import. Af sin handelspolitiske rådgiver DiMicco karakteriseres han som ”handelsrealist”.
Trump spiller højt spil. Den politiske verden er ikke forretningsverdenen. Selvom USA er en stor spiller i verdenshandlen, så skal fremmede landes politikere også kunne sælge forhandlingsresultater nationalt. At han vil genforhandle NAFTA må betyde, at han ser en værdi i en sådan aftale. Og så må man indgå kompromiser. Trumps angreb på tidligere administrationer som værende inkompetente til at forhandle handelsaftaler, kan derfor ramme ham selv.
Der er dog grænser for, hvor meget USA’s præsident kan revolutionere politik. Kommentatorer peger på ”the deep state” – altså en slags uofficiel sikkerhedsmekanisme i staten – som sikrer en vis grundlæggende politisk kontinuitet, selvom administrationen skiftes. Det betyder ikke, at præsidenten ikke kan skifte politik. Men man kan næppe udskifte et helt handelspolitisk paradigme uden systemets sikkerhedsmekanismer reagerer.
Der er allerede tydelige tegn på, at Trump ikke frit kan gennemføre sine politiske ønsker, så det er nok for tidligt at lægge USA’s deltagelse i frihandelsaftaler i graven. Men her og nu peger barometeret på protektionisme frem for frihandel.