Udflytning af statslige arbejdspladser
Regeringen planlægger at udflytte statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet til provinsen. Formålet er, at skabe en mere ligelig geografisk fordeling af jobs og vækst i Danmark. De statslige arbejdspladser skal være med til at modvirke tendensen til koncentration af befolkning og arbejdspladser i og omkring de større byer. Kraka har bidraget med 2 indlæg til henholdsvis Berlingske og Politiken om emnet, som kan læses her.
Det er ikke oplagt, hvorfor man fra centralt hold ønsker at ændre på en befolkningsbevægelse, der foregår ad frivillighedens vej. Den større koncentration gør det fx lettere at matche den rigtige person til det rigtige job. Det kan give højere produktivitet og dermed højere løn, økonomisk velfærd og skatteindtægter. Men selv hvis man tager udgangspunkt i det politiske ønske, er der ikke grund til at forvente, at udflytning af statslige arbejdspladser vil gavne yderområderne.
Forskningen tyder ikke på, at flere lokale statslige job forøger den lokale private beskæftigelse. Desuden er den diskuterede udflytning meget begrænset set i forhold til den samlede beskæftigelse i yderområderne.