Vi er ikke i mål med ligestillingen

Indlægget er bragt i Politiken d. 10. marts 2018.

8. marts var det kvindernes internationale kampdag og en oplagt anledning til at gøre status: Hvordan går det med ligestillingen i Danmark? Og hvilken betydning har det for økonomien?

Lad os begynde med at se på danskernes opfattelse af kønsroller, der er mindre stereotyp end i de fleste andre europæiske lande.

Således mener 80 procent af danskerne ikke, at det er en kvindes vigtigste rolle at passe på hus og familie. Det er den næsthøjeste andel i Europa kun overgået af Sverige. Samme mønster gælder synet på mænd: 80 procent af danskerne mener ikke, at det er en mands vigtigste rolle at tjene penge.

Tallene er baseret på en undersøgelse fra EU-kommissionen fra 2015 med mere end 1.000 adspurgte fra hvert medlemsland.

Når det handler om synet på egentlig kønsdiskriminering, er Danmark det land i EU, hvor færrest borgere (19 procent) mener, at kønsdiskriminering er udbredt. Det er i sig selv glædeligt, men resultatet skal fortolkes varsomt.

Vores naboland Sverige – som vi ellers ligner på mange punkter – er det land i EU, hvor flest borgere (53 procent) mener, at kønsdiskriminering er udbredt. At Danmark og Sverige indtager en henholdsvis første- og sidsteplads vidner om, at folk i forskellige lande har forskellige opfattelser af, hvornår der er tale om kønsdiskriminering, og hvor grænsen går.

Set udefra er Sverige næppe det land i EU, som diskriminerer mest. Når landet alligevel topper listen, afspejler det sandsynligvis, at der diskrimineres meget i forhold til svenskernes opfattelse af, hvad der er rimeligt.

Det er således heller ikke muligt at afgøre, om Danmarks førsteplads skyldes, at den faktiske kønsdiskriminering er mindre end i andre lande, eller at danskerne har en relativ høj tolerance for kønsdiskriminering – f.eks. som følge af manglende samfundsfokus og personlig viden om teamet.

Der findes ikke en særlig skala til at måle kønsdiskriminering på tværs af lande, men det tætteste, vi kommer på, er The Global Gender Gap Index udarbejdet af World Economic Forum. Her beregnes en samlet ligestillingsscore på baggrund af en række parametre, bl.a. kvindelig erhvervsfrekvens, uddannelsesfrekvens og politikerfrekvens.

Danmark indtager i øjeblikket en 14.-plads ud af 144 lande, mens Island, Norge, Finland og Sverige ligger henholdsvis nummer 1, 2, 3 og 5. Top 20-placeringen antyder, at Danmarks førsteplads som mindst diskriminerende EU-land dækker over en kombination af lav faktisk diskriminering og en lidt højere tolerance for diskriminering blandt danskerne end blandt andre skandinaviske befolkninger.

Et parameter, der trækker Danmark op i ligestillingsregnskabet, er danske kvinders erhvervsfrekvens. Den er tredjehøjest i EU og bidrager afgørende til vores økonomiske velstand.

Det lave antal kvinder i lederstillinger problematiseres ofte som kønsdiskrimination, og det hævdes ofte, at der findes et glasloft skabt af de nuværende mandsdominerede ledelser, som kompetente og ambitiøse kvinder har svært ved at bryde igennem. Men passer det?

En analyse fra Kraka, der bygger på danske data, antyder, at en virksomhed ikke bliver mere produktiv, når der ansættes flere kvinder i virksomhedens lederstillinger. Det tyder altså ikke på, at der findes en stor gruppe talentfulde kvinder, som ikke får de lederstillinger, de er kvalificeret til. Set med økonomiske briller er glasloftet altså svær at få øje på.

Hvis virksomheder pålægges restriktioner i deres sammensætning af ledelse og bestyrelse, kan det føre til suboptimale valg. Derfor er effekten af at øge andelen af kvinder gennem brug af kønskvoter ikke nødvendigvis lige stor, som hvis virksomheder af egen fri vilje øger andelen af kvinder.

Et norsk studie finder eksempelvis en negativ effekt for virksomheder af at indføre kønskvoter for bestyrelser, hvilket skyldes, at der vælges kvindelige bestyrelsesmedlemmer med mindre erfaring.

Hvad angår lønforskellen mellem mænd og kvinder, finder et nyt studie baseret på danske data, at løngabet i høj grad skyldes beslutningen om at få børn. Børn giver anledning til en permanent kile imellem forældrenes indkomst, så moderen ti år efter at have født sit første barn i gennemsnit har en indkomst, der er 20 procent lavere end faderens.

Forfatterne bag studiet finder, at børn – og de deraf afledte familiemæssige beslutninger – kan forklare 80 procent af lønforskellen mellem mænd og kvinder. Men børn kan ikke forklare hele forskellen – 4-7 procent af løngabet lader sig ikke forklare af f.eks. uddannelse, erhvervserfaring, branche eller arbejdsfunktion. Den lønforskel kan betragtes som diskriminerende – der er uligeløn for lige arbejde.

Vi er i Danmark nået langt med ligestilling, og det er en stor fordel for dansk økonomi, at så mange kvinder er aktive på arbejdsmarkedet. Men set ud fra objektive kriterier ligger vi ikke helt i top – i modsætning til vores selvopfattelse.

Svaret er ikke positiv særbehandling af kvinder eller indgribende krav om kvindeandele i ledelserne. I stedet må vi fortsætte kampen for, at den bedst egnede får ønskejobbet uanset køn, og at kvinder og mænd med samme kompetencer og ansvar aflønnes ens.