Hovedkonklusioner
-
Beregningen viser, at der med den besluttede politik efterlades en ”regning i børneværelset” på ca. 4 mia. kr. årligt., da den generationsneutrale holdbarhed er -0,2 pct. af BNP. Hvis de økonomiske rammer lempes på kort sigt i forbindelse med en kommende 2025 plan, vil denne regning øges.
-
Effekten af den nye boligskatteaftale, der giver skatterabatter til de eksisterende boligejere, vil øge dette tal. Størrelsen af effekten kendes først, når rabatterne er beregnet.
-
Forskellen mellem Finansministeriets nye, generationsneutrale og den traditionelle holdbarhedsindikator viser, at den traditionelt opgjorte holdbarhed er baseret på politik, der eksplicit stiller nuværende og kommende generationer forskelligt. Den traditionelle holdbarhedsindikator på 0,9 pct. af BNP afspejler ikke et uændret samfund efter den politiske planlægningshorisont.
-
Den største forskel mellem den traditionelle og generationsneutrale holdbarhed, kommer af det forventede antal år på pension. Dette antal år er pt. omkring 19 år, og kommer ikke ned på de 14,5 år, der er aftalt som sigtelinje, før slutningen af dette århundrede. De årgange, der går på pension nu og i de kommende år, har altså udsigt til et noget længere otium end unge og fremtidige generationer.
-
Traditionel holdbarhed på statens finanser kan i princippet sikres ved politiske beslutninger, der påtvinger fremtidige generationer økonomiske vilkår, man ikke selv vil påtage. Det kan skade den langsigtede finanspolitiske troværdighed og forårsage intergenerationel ulighed. Dette problem undertrykkes i den hidtil anvendte holdbarhedsindikator, men inddrages eksplicit i den generationsneutrale holdbarhedsindikator. Denne bør derfor være blandt de centrale sigtepunkter i fastlæggelsen af den langsigtede økonomiske politik.
