Derfor er der grund til at savne Jernladyen

Thatcher stod for alt andet end den ’nødvendige politik’. Selvsagt var det en stor begivenhed, da ’Jernladyen’ forlod denne verden. Man må give damen, at hun var lidt af et nummer. Hendes kamp imod fagforeningerne i Storbritannien, hendes kamp mod EU-systemet og hendes udprægede venskab med USA’s stærkt konservative præsident Ronald Reagan gav dengang enhver centrum-venstre-tilhænger årelange kuldegysninger.

Men Thatchers exit minder os om en tid, hvor der var diskussion om, hvilken vej vores (og Europas) samfund skulle udvikle sig. Og sandheden er nok, at den diskussion ikke rigtig eksisterer længere. Præcis derfor har Thorning-Schmidt og hendes ven Corydon følt, at det var politisk klogt at betegne regeringens reformer som ’den nødvendige politik’, underforstået at der ikke er en anden vej.

Statsministerens udtalelse om den ’nødvendig politik’ har ikke fået meget ros. Og det er retmæssigt. Hvis man tager for givet, at der kun er én måde at regere på, har politikerne gjort sig selv overflødige. Så kan vi blot ringe til Italiens tidligere teknokratiske regeringschef, økonomen Mario Monti, og spørge, om han kan kigge forbi og regere Danmark, som leder af en teknokratregering, befolket med eksempelvis departementschefer?

På Thatchers tid var vi mange, der var voldsomt involveret i den ideologiske diskussion om fremtiden. Dengang diskuterede man ting, som i dag tages helt for givet. For eksempel var der en stor diskussion om markedsøkonomien. Langsomt, kun langsomt, blev der skabt enighed i venstreorienterede kredse om, at markederne nok var kommet for at blive. Hele diskussionen om den såkaldte ’tredje vej’ handlede jo om at give især Labour i Storbritannien et alibi for at acceptere, at markedet – under stram statslig kontrol – kunne anvendes til at gøre ’kagen’ større for alle.

Selv med Tony Blair ved roret ville New Labour næppe være blevet konkurrencedygtige over for Thatchers tory-parti, hvis ikke man havde accepteret markedet (lyder nærmest plim i dag, at man kunne være i tvivl). Efter accepten af markedet flyttede debatten sig således til, hvor meget stat der skulle være?

Her i kongeriget kom Nyrupregeringen til 25. januar 1993 på en pragmatisk politik, der både var pro den offentlige sektor og pro markedet. Thatcher, Reagan og Schlüter var blevet for skingre, og deres ideologi var anskudt af den faktiske økonomiske udvikling, som på tidspunktet var til rotterne.

Det totale sammenbrud i den ideologiske politiske debat – og dermed fødslen af den ’nødvendige politik’ – indtraf som følge af to bevægelser: De røde blev mere blå, og de blå blev mere røde. Nyrup skulle udviske det rygmærke, som Anker Jørgensen (ikke særligt rimeligt) havde fået påmonteret i sine regeringsår, som handlede om, at S ikke kunne passe på pengene.

Nyrup og Lykketoft gennemførte en voldsom kickstart af økonomien for at skabe arbejdspladser, men samtidig effektiviserede de velfærdssystemerne på især uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet. Det sidste fik de ikke ros for af deres egne. Da Anders Fogh kom til i 2001, skete det via det mest groteske politiske hamskifte endnu set. Fra hulemand til julemand. Den offentlige sektor eksploderede i størrelse, og der var nu råd til både velfærd og skattelettelser. Socialdemokraterne tumlede ikke overraskende forvirret rundt i den periode.

Efter 20 år med rødt, der blev blåt, og blåt, der blev rødt, er det i dag umuligt at se, hvorfra en mere grundlæggende politisk diskussion om den overordnede samfundsudvikling skal komme? Selvfølgelig gør krisen i Europa, at de fleste lande p.t. kæmper lidt med de samme udfordringer (Tyskland undtaget). Og måske er vi økonomer ligeså lidt skyld i teknokratiseringen af den politiske arena. De langsigtede strukturreformer – som skal gøre kagen større – er der konsensus om blandt alle standens fremmeste.

Reformerne udfordres (måske med rette?) ikke af nye ’vilde økonomtanker’, hvilket giver politikere i begge lejre meget lidt plads at diskutere visioner på. Men et er kagens størrelse. I spørgsmålet om, hvordan kagen skal deles, synes der også at være konsensus blandt partierne i Folketinget. Og selv værdidebatten er lagt død af en grundlæggende konsensus, med undtagelse af lidt forvirrede pip fra personager som Marie Krarup og Lars Hedegaard.

Og omkring den måske vigtigste slagmark – klimadebatten – er der gudhjælpemig også udpræget politisk konsensus. Lars Løkke vil ikke ændre grundlæggende på den nuværende regerings politik, når han kommer til. Den ’nødvendige politik’ er reelt et produkt af en idéfattigdom om samfundets fremtidige indretning. Enigheden gør, at vælgerne alene vælger efter tilliden til politikerne.

Margaret Thatchers rejse til de evige jagtmarker giver ikke denne skribent anledning til mange gode minder fra hendes aktive periode. Men uanset hvad stod hun for alt andet end den ’nødvendige politik’. Jernladyen var politiker, og i den henseende er hun stærkt savnet i 2013.