Det kan kun gå tilbage for suveræne Lars Løkke

Dansk politik er et spil til ét mål og har været det længe. Den mægtige oppositionsleder – Lars Løkke – har for tiden travlt med at tegne et billede af Venstre som partiet, der er på erhvervslivets side. Den seneste opgørelse fra Skatteministeriet over antallet af skatter, som ramte erhvervslivet på Løkkes toårige vagt i Statsministeriet, taler imidlertid sit tydelige sprog, i strid modstrid med Løkkes tegning.

Også den borgerlige regering lagde erhvervslivet i benlås. Det er i den grad i regeringens interesse at holde liv i det lidt selvmodsigende rygmærke, som Løkke hermed får på sig. Ikke alene for at udstille Venstre som et dobbeltmoralsk parti, men også som et argument i den politisk altafgørende diskussion om, hvem der har ansvaret for krisen?

Ikke ret meget er sort eller hvidt i politik. Heller ikke diskussionen om alle de skatter, som den borgerlige regering nedkaldte over erhvervslivet i de to år, hvor Løkke sad for bordenden. For det første er der for tiden så uendelig langt imellem de point, som kommer regeringen til gode. Dansk politik er blevet et spil til ét mål og har været det længe. Lars Løkkes største problem lige nu er, at han er så suveræn, at det kun kan gå én vej herfra. Og han ved, at der er lang vej hjem endnu.Dels er der skatter, som indføres for at få virksomheder til at ændre adfærd, og hvor man sænker andre skatter samtidig. Dels er der skatter, som indføres som led i større skattereformer, hvor der skal skaffes finansiering, og hvor den samlede reform trækker i den rigtige retning – også for erhvervslivet.

Men debatten bliver let til en debat om indførelsen af skatterne og ikke om begrundelsen for at indføre dem. Sådan er politik, hvorfor Venstres fornærmede vrissen over diskussionen ikke rækker til andet end en tudekiks.  I regeringen må man af to grunde være en anelse opmuntret af snakken om borgerlige erhvervsbyrder. Løkke holder sig fornuftigt væk fra den politiske debat, medmindre det handler om at byde sig til i politiske forhandlinger og fremstå forhandlingsivrig i sine vælgeres øjne. ’Borgerlige stemmer der arbejder’. Og ’festen’ i SF og omegn har længe taget medieopmærksomheden sammen med regeringens indbyggede politiske konflikter, og begge har været sikre garanter for, at Løkke ikke umiddelbart får sved på panden.

Debatten om Venstres skatter til erhvervslivet er en kugle, der kan affyres igen og igen af regeringen. Ja, ligefrem gøres til et mantra, så Venstres kampagne om en regering, der brandbeskatter sig gennem livet, viskes stadig mere ud.  For det andet er erhvervsskatterne en central brik i historien om noget større – krisen.  Der er ingen tvivl om, at rigtig mange af regeringens vælgere er skuffede over dens arbejde så langt. Ind til benet er vælgerne skuffede over, at Thorning-Schmidt ikke har taget synlige initiativer til at få vendt skuden og sejlet kongeriget ud af krisen.

Statsministeren har bittert lært, at der er langt fra smart vælgerretorik i valgkampen til rent faktisk at få gjort noget ved sagen, når magten endelig er vundet. Endnu værre, så vil Thorning-Schmidt i en stille stund bande sin prioritering af den politiske indsats langt væk. Givet, at regeringen ikke kan trylle Danmark ud af krisen, bliver værdien af en forklaring på, hvorfor vi endte i krisen, så meget politisk vigtigere.Det var en kæmpe fejl at satse på de langsigtede strukturreformer først i valgperioden. Det gav vælgerne et indtryk af, at krisen her og nu alene bekæmpes med ringere vilkår for de svageste iblandt os.

Sagt ligeud har det en enorm værdi for statsministeren, hvis hun kan give Venstre en mere klar skyld for, at vi befinder os i denne nu mangeårige lavkonjunktur. Og er der én ting, som alle politikere kan enes om i dag, så er det, at de nye job skal skabes i erhvervslivet, hvis vi skal ud af krisen.

Derfor er 101 nye erhvervsskatter under Løkke statsministerens gyldne chance for at placere et endnu større ansvar for krisen på sin modstanders skuldre.

Holdt Løkke erhvervslivet under vand? Hører man på erhvervsorganisationernes svar på Skatteministeriets opgørelse, efterlades man ikke i tvivl.  Den politiske kamp handler for regeringen altså lige nu om historiefortællingen omkring krisen, der ikke vil gå væk, og om at pille det ufejlbarlige af oppositionen. Finanslovsforhandlingerne, hvor Løkke ælter regeringen ind i al sin velvilje: klar til forlig, hvis regeringen lemper skattebyrden for erhvervslivet. Hvis Thorning-Schmidt bare tænker lidt klart, vil hun i den grad kunne give den ufejlbarlige opposition en torpedo under vandlinjen, såfremt hun imødekommer Venstres erhvervskrav – i et forlig med Enhedslisten.