Fredag 18. maj 2012

Ender Thornings reformplan i valg?

Uden Løkke vil regeringens finanslov for 2013 være uden reformer. Man kan ikke beskyldestatsminister Helle Thorning-Schmidt for at ligge på den lade side.Reformerne står efter sigende i kø for at blive forhandlet. Efter sigende. Vi har ikke set meget af det konkrete indhold endnu.

Men i regeringen må der være en stigende bekymring for, om man kan lokke Lars Løkke til at tage ansvar, og om man kan overbevise Johanne Schmidt-Nielsens bagland om, at det er Enhedslistens rolle at holde hånden under regeringen, alt imens politikken gennemføres med de borgerlige partier. 

Det virker uoverskueligt, hvordan man skal navigere forløbet igennem frem mod en finanslov, som således skal vedtages imod Enhedslistens stemmer, og uden at Venstre vælter regeringen. Et efterårsvalg kan ikke længere udelukkes. Vi sammenligner tit den nuværende situation med SR-regeringens situation i 1990’erne. At Enhedslisten også dengang var parlamentarisk grundlag for Nyrupregeringen. Og at EL trådte til med selv samme Frank Aaen, når de borgerlige tjekkede ud. Problemet med sammenligningen er, at den ikke holder. SR-regeringen havde flertal uden EL’s stemmer. 

For det første er regeringsgrundlagets reformer vendt mod Løkke, og Løkke alene. Kontanthjælpsreformen, førtidspension og fleksjob kan vedtages isoleret – med Løkke. Trepartsforhandlingerne og skattereformen skal givet vedtages som en del af finansloven – igen med Løkke. 
Det betyder, at såfremt Løkke siger nej, vil det blive svært at vende sig mod Enhedslisten og alligevel redde æren. Uden Løkke vil regeringens finanslov for 2013 være uden reformer og kan nok stemmes hjem med Enhedslisten, men regere landet efter sit grundlag, det kan den altså ikke. Den er færdig.


Selv om han, med Venstres aktuelle størrelse i meningsmålingerne, er under massiv mistanke for at spille taktisk og gå efter et valg, kan han vurdere, at prisen for at indgå aftaler er for høj. I forbindelse med trepartsforhandlingerne skal han genere vælgerne med at tage deres helligdage. Det får han ikke ros for. For det andet er Løkkes trang til at sige nej tak til at indgå store aftaler stigende. Det siger sig selv, at især SF’s problemer med at give ham indrømmelser, der ligger langt fra det, som partiet står for, kan stimulere Løkkes forligsappetit. I ugen, der gik, lancerede Jesper Petersen SF’s politiske ønske om at hæve topskattegrænsen. 

Det slap han ikke for godt fra, idet SF – personificeret ved selv samme Jesper Petersen – for et år siden mente, at det foreslåede var rå borgerlig politik. Kække Petersen havde med sin udmelding det mål at sikre sig, at det ikke kan læses, som om de radikale igen tramper på SF, når regeringen snart fremlægger sit forslag til skattereform, hvis SF forinden selv har erklæret sig enig i politikken. 

En klog idé om end det igen udstillede spørgsmålet, om SF er i sync med sine vælgere? Og vent så til Løkke skruer prisen op i form af at hæve topskattegrænsen yderligere? Som tre ’Langelændere’ ender både Petersen, Søvndal og Möger på sommergrillen. Og pølser sprækker som bekendt ved for megen varme? For det tredje er der Enhedslistens hovedbestyrelse. Hvad kan den i grunden holde til? Enhedslisten skal holde hånden under regeringen i en finanslovsøvelse, hvor alt det, støttepartiet er imod, skal vedtages. Jeg har aldrig hørt til dem, der tror, at EL vælter regeringen, men forløbet ser anstrengt ud. 

Leger vi, at der ligger en færdigforhandlet skattereform med Løkke og en stribe trepartsindgreb, der skal indarbejdes i finansloven, skal regeringen aftale med de skuffede og rasende folk i EL, at de skal stå klar, hvis Løkke alligevel springer? Vil de det? Det sidste problem er tidsplanen. En skattereform skal være klar i juni for at kunne træde i kraft 1. januar 2013. Alene af it-grunde. Meget tyder på et ’big bang’ i juni med alle reformerne på bordet. I sig selv risikabelt. 

Realistisk set er Løkke interesseret i at gå med i aftalerne, dels fordi hans stemmer skal arbejde, dels fordi han selv står med de samme reformønsker, hvis han vinder næste valg. Men det skal koste dyrt. Er regeringen klar hertil? Og er Enhedslisten? Chancen for kaos er mildt sagt til stede. Og kaos, mine damer og herrer, er i politik lig med valg.

God weekend!