Enhedslisten er et hippieromantisk parti
Folkemødet er forbi, og en uhørt aggressiv og vittig statsminister gav sine støtter noget at tro på. Men er Løkke slået? Langtfra. Tværtimod er han pinligt bevidst om, at det er op ad bakke, og at det kræver en uhørt disciplin fra hans side at fuldbyrde et comeback. Venstres leder tog således direkte hjem fra solskinsøen og forhandlede vækstpakke og beskæftigelsesreform.
Jo mere den mand kan stå i News i pænt jakkesæt og give alenlange interviews – mens vi andre holder fri – jo farligere bliver han for Thorning-Schmidt. Thorning-Schmidts strategi er som en kæmpe hunanakonda langsomt at kvæle Løkke i et gryende opsving og en stædig insisteren på, at kursen er rigtig, og at hun i næste valgperiode vil levere mest velfærd.
Det var et tankevækkende folkemøde. Jeg sad på et tidspunkt i Enhedslistens telt og hørte en (skræmmende) debat med bl.a. folketingsmedlem Christian Juhl og jurist-ikonet Knud Foldschack. I debatten omkring slagterikonflikten mente Juhl, at »hvis virksomhederne vil skride til Polen, kunne de da bare gøre det, så vil vi finde en anden ejerform og starte virksomheder, der kan fungere her alligevel«.
Udsagnet forklarer, hvorfor det er så svært for EL at få reel indflydelse. Markedsøkonomien anerkendes ikke af det yderste venstre, men om Christian Juhl opfordrede til revolution, hvor ’folket genovertager produktionsmidlerne’ er uklart. Men at Juhls udsagn i en realpolitisk kontekst er grønt lysende pladderromantisk venstresnoet vanvid ligger fast. Danmark kunne ikke redde skibsværfterne i 1980’erne og kan på langt sigt heller ikke redde slagterierne, hvis konkurrencen alene handler om løn. I øvrigt er sagen om slagteriet nærmest komisk, hvis ikke det var, fordi den handlede om at gøre mennesker usikre på deres job. Man må forstå, at det handler om at fragte 9.000 svin om ugen fra øen med skib, hvis slagteriet lukker. Hvordan skal det så ske, må jeg spørge? På færgen til Køge, blandt campingvogne og truckere? Måske havde Danish Crown ikke de bedste argumenter på hånden?
Men lønkonkurrence og ’skibsværfter’ eller ej, Danmark er her endnu, Christian Juhl, blot med andre jobs og en ledighed, som er ved at skabe problemer, fordi den er for lav. I mandags kom JP med historien og en fabrikant i Ikast, der ikke kan få arbejdskraft. På Sjælland er metalarbejderledigheden nede under 3 procent. Flaskehalsene begynder at pippe frem nu. Dette er Thorning-Schmidts es.
At der ikke er tale om et buldrende opsving ligger fast. Jyske Banks ofte forudseende og langtidsholdbare direktør, Anders Dam, gennemfører en mindre fyringsrunde grundet manglen på økonomisk aktivitet på udlånsområdet. En uhørt mere bekvem og klog begrundelse fra direktør Dams side end et simpelt rationaliseringsprojekt grundet fusioner. Men også faktuelt korrekt, hvad der taler for, at Helle Thorning-Schmidt potentielt kan nå frem til valgdagen om godt et år med en økonomi i fremgang, uden at denne er kogt over. Tendensen synes bekræftet af, at der i går kom nyt fra Danmarks Statistik, som viste, at lønudviklingen i industrien i første kvartal lå på 0,2 procent, hvilket er lavt.
Folkemødet huggede i sten, at Thorning-Schmidt herfra til valget vil tordne om, at hun vil mere velfærd end Løkke. Løkke prøver på sin side at bagatellisere det forhold, at hvorvidt velfærden er 0,6 procent mere eller mindre målt i det offentlige forbrug er ligegyldigt. Løkke går ikke op i promiller. Hvem vinder den dyst? Set i erfaringens klare lys er vælgerne altid billigt til salg for flere goder, hvorfor Thorning-Schmidt burde ligge godt til.
Men statsministerens troværdighed er ikke for god hos vælgerne, uanset hendes seneste gode målinger. Det simple, men afgørende spørgsmål, er: Tror de på hende? Ingen aner det lige nu. Fra nu af vil vi se en Lars Løkke i arbejdstøjet. Og som ugerne går, vil han blive styrket, idet hukommelsen i politik er grotesk kort, og at Venstres vælgere trods alt – når valget nærmer sig – har mindre godt at sige om den røde regering end om muligheden for at få en blå. Løkke ved fra adskillige forligsforløb, at Enhedslistens politiske muligheder begrænses af deres uvirkelige syn på samfundet.
Der er simpelthen ingen politikere, økonomer eller embedsmænd i og omkring Finansministeriet, som kan skrue en større aftale sammen, som EL kan indgå i (små aftaler er noget andet), fordi Christian Juhl og co.s politiske månevandring ligger langt fra de reelle udfordringer, som Danmark står over for. EL forbliver i bedste fald et hippieromantisk protestparti. Dermed er Lars Løkke gjort til monopolist, når det kommer til regeringens valg af forligspartner, og finansloven er næste stop. Og tro mig, Løkke vil møde op – i et pænt jakkesæt.