Artiklen, der er bragt i Finans/Invest er omtalt i Berlingske torsdag den 5. december 2019.
Udviklingen i direktørlønninger har ført til en ophedet debat blandt politikere, aktionærer og i befolkningen generelt. I denne analyse præsenterer vi et samlet overblik over udviklingen i lønningerne for direktionen i danske virksomheder med mere end 10 ansatte. Derudover analyserer vi mulige forklaringer på den observerede udvikling.
Analysen viser, at den gennemsnitlige direktørløn i danske virksomheder med mere end 1.000 årsværk er vokset fra at være 7,7 gange højere end den gennemsnitlige medarbejderløn i 2002 til at være 20,2 gange højere i 2016, jf. figuren. Det svarer næsten til en tredobling af lønforholdet mellem direktører og medarbejdere over en periode på blot 15 år. Størstedelen af stigningen fandt sted fra 2010 og frem. Gruppen omfatter mellem 150 og 200 direktører hvert år.
Udviklingen i direktionslønninger ift. medarbejderlønninger
I danske virksomheder med mindre end 1.000 årsværk har direktørerne også generelt oplevet en lønfremgang ift. medarbejderne, men slet ikke i samme omfang, som i de allerstørste virksomheder, jf. figuren. Stigningerne har generelt været større jo større virksomheden er, men markant størst i virksomheder med mere end 1.000 årsværk.
Analysen viser også, at størstedelen af stigningen i direktørlønningerne ikke kan forklares af, at virksomhederne er blevet større målt ved antal årsværk eller omsætning. Det kan heller ikke forklares af, at virksomhederne eksporterer mere, er blevet mere produktive, at der er kommet flere udenlandske direktører, flere eksternt rekrutterede direktører eller, at direktørerne er blevet mere uddannede.
Vi har ikke mulighed for i samme detaljeringsgrad at kontrollere for markedsværdien af virksomhederne i vores analyse, men vi finder tegn på, at udviklingen i markedsværdien potentielt har stor betydning for direktørlønnen i de største danske virksomheder med mere end 1.000 årsværk.
Analysen peger dog også på, at der kan være andre forhold, som har påvirket direktørlønnen. Forskningslitteraturen peger bl.a. på et større internationalt marked for direktører, større usikkerhed i ansættelsen og bedre muligheder for direktørerne for at påvirke egen løn som mulige forklaringer på stigende direktionslønninger. Vi har dog ikke mulighed for i denne analyse at skelne mellem disse mulige forklaringer.
Der er en stigende skepsis over for udviklingen i direktørlønninger fra investorer og politikere. EU har således vedtaget lovgivning, som forpligter de største virksomheder til at udarbejde en vederlagspolitik, som skal godkendes på generalforsamlingen og til at udarbejde årlige vederlagsrapporter, som skal give et klart overblik over aflønningen af ledelsen. I Danmark har der desuden været forslag fra Socialdemokratiet og Enhedslisten om øget åbenhed omkring direktørlønninger og forskellige tiltag ift. at begrænse meget høje direktørlønninger.
Øget åbenhed om aflønning af direktionen kan give aktionærerne bedre mulighed for at overvåge direktionen og udøve deres ejerskab samtidig med, at det kan have en disciplinerende effekt på direktionens lønkrav af hensyn til den offentlige debat. Det kan potentielt afhjælpe en markedsfejl, som opstår på grund af asymmetrisk information mellem aktionærerne og direktionen, fordi aktionærerne ikke har tilstrækkelig information om direktionens lønforhold. Direktionslønnen er dog i udgangspunkt et anliggende mellem ejere og direktion i en virksomhed.
Ud fra rene fordelingshensyn er en særregulering af netop direktørlønninger ikke hensigtsmæssig. Hvis der er et politisk ønske om øget omfordeling, så bør det i stedet ske via skatte- og omfordelingssystemet fx i form af en mere progressiv beskatning, så alle personer med tilstrækkeligt høje indkomster beskattes kraftigere, uanset om de er direktører eller ej.
