Er Søvndal en diktator?
Dagens tekst må nødvedigvis handle om de nye trakasserier i SF. Et politisk opgør ligger forude. Alt for længe har partiledelsen ignoreret, at der ikke er en sjæl i SF – eller i hele kongeriget for den sags skyld – der kan se, hvor SF har fået politisk indflydelse på den førte politik. Og hvad værre er, har Søvndal forsømt at tage en realistisk debat i partiet herom indtil nu.
Med landsmødet truende forude er kedlen ved at eksplodere. Endnu er ingen af den opfattelse, at Søvndal for alvor kommer i knibe, men sagt ligeud vil det afhænge af, hvordan han agerer herfra. Özlem Cekic er på krigsstien. Sammen med en stribe andre centrale SF’ere gik hun i torsdags ud og krævede boligskatten i spil i den kommende skattereform. Argumentet er, at de kommende reformer omkring kontanthjælp, førtidspension, fleksjob alle vil ramme de svageste i samfundet. Hvorfor skal boligejerne så ikke holde for? SF classic. SF har altid set således på boligskatten – også selv om partiets ledelse ikke har italesat det meget længe. Det nye er, at der er SF-profiler, som nu bruger boligskatten til et oprør.
Og oprøret breder sig. Det er som om, fløjene er gået i sig selv i SF, og at der nu kun er to fløje: ledelsen imod det store tavse/skræmte bagland. Seneste megafonmåling giver SF sølle 5,9 procent. Landsmødet ligner lige nu et sted, hvor det kuede SF-bagland smider sine lænker og taler frit fra leveren i frustration over partiets manglende resultater. I politik som i rigtig krig vælges slagmarken med omhu. I SF’ernes tilfælde er der to slagmarker på det kommende landsmøde.
Den ene er udkastet til et nyt principprogram, som er kortfattet, men som der er stillet historisk mange ændringsforslag til. Her kommer debatten til at handle om, hvad det vil sige at være en rigtig folkesocialist i vor tid underforstået, at den højrevendte politik, SF fører i regering med S og R, er et godt stykke fra ideal-SF’eren. Bandeleder Cekic og konsorter vil insistere på flere klare SF-mærkesager, således at partiet kan skelnes fra Socialdemokraterne. Og Søvndals tropper vil som modtræk tale om ansvarlighed og evnen til at acceptere en stram økonomisk politik, som et led i at forsvare den nuværende regeringssituation, som partiet befinder sig i.
Den anden slagmark er valget til partiets såkaldte landsledelse. Her er især kampen om næstformandsposten blevet den symbolske slagmark mellem ledelsen og resten af partiet. Søvndals mand, mureren Mattias Tesfaye, er pot og pande med Søvndal, Thor Möger og politisk ordfører Jesper Petersen. Og Cekic kan ikke klare flere af deres slags i ledelsen.
Meget tyder på, at Søvndal og Thor Möger i den grad har forregnet sig i forhold til baglandets loyalitet. Tag nu forslaget om boligskatten. Søvndals svar til Cekic og co. var et arrogant: »jeg vil slet ikke snakke skattereform nu«. I folketingsgruppen og baglandet finder man sig grundigt patroniseret af ledelsen. Af to grunde. For det første føler man, at alle beslutninger meget længe er blevet truffet i den lille inderkreds uden at involvere folketingsgruppen. At Ole Sohns tid i inderkredsen – som er slut for længst – betød, at man indførte kommunisternes system med at lede på en need to know basis. Det kan en folketingsgruppe og bagland til nød acceptere, når det går godt. Men ikke når det – som nu – går rigtigt skidt.
Man oplever at blive udstillet som en gammeldags ’islænder-SF’er’ uden forankring i virkeligheden. Og værst af alt føler de menige folketingsmedlemmer, at ledelsen konstant fremstiller virkeligheden, som om SF går fra sejr til sejr i regeringssamarbejdet. Senest er energiforliget blevet udlagt internt i SF som en sejr for partiet. Sejr og sejr. For det andet føler de sure SF’ere, at ledelsen ikke er lydhør over for nogen form for kritik af linjen. Heller ikke den rimelige kritik omhandlende, hvad SF får ud af regeringsanstrengelserne? De fleste SF’ere synes, at de radikale med klimaminister Martin Lidegaard i spidsen tog det stik hjem. Søvndal kan her vælge, om han og ledelsen vil være kejseren uden klæder eller Komiske Ali.
En del tyder på, at landsmødet kan blive et tiltrængt wakeup call for SF-ledelsen. Baglandet er ikke længere bange for at rokke ved båden. I resten af regeringen er der således grund til at frygte, at Søvndal svækkes yderligere. Med flere SF-krav til følge, herunder en forhøjelse af boligskatten. Sker sidstnævnte, er hverken Løkke eller Kjærsgaard med i skattereformen, som da skal i hus med Enhedslisten. Måske gavner et sådan forlig SF, men regeringsgrundlaget – og dermed regeringen – vil ligge i ruiner.
God søndag.