Fagbevægelsen har ingen venner - kun sig selv

Regeringens har fundet ud af, hvordan den kan knække fagbevægelsen. Regeringen er ved at tabe konflikten med lærerne på gulvet. Blot ved at afstå fra at gribe ind er Goliat ved at mase David, og idet ingen rigtig kan gennemskue, hvor fronterne i den saglige diskussion går, så holder vi med den lille part. Sådan er danskerne.

Men selv om sympatien tilgår lærerne, og flere i lockoutrusen har meldt sig ind i Danmarks Lærerforening, er konflikten et kæmpe signal til hele dansk fagbevægelse om nye tider. Sandheden er, at hverken røde eller blå regeringer vil gøre brug af fagbevægelsens indsigt i arbejdsmarkedet eller samfundsudviklingen mere bredt. Interaktionen med det faglige opland sker alene i konfliktsituationer – som den nuværende – under skåltalerne om den danske model.

Da enhver regering kan gribe ind med et bredt flertal i Folketinget bag sig, må den danske fagbevægelse erkende, at dens rolle er både svag og uklar. Og det bliver kun værre herfra. Fremover bliver yderligere kraftige effektiviseringer af den offentlige sektor det eneste værn, som politikerne har imod enten voldsomme velfærdsreduktioner eller øgede skatter. Hvor ’markedet’ gør det beskidte arbejde i den private sektor, må diverse regeringer gøre det i den offentlige. Da LO-boss Harald Børsting samlede 80.000 vrede mennesker på Christiansborgs slotsplads i starten af juni 2010, meldte han klart ud imod den daværende VK-regering.

Et kæmpe sats på, at der ville komme en rød regering med den historiske sympati for fagbevægelsen prentet ind i knoglerne. Mange vil måske hævde, at der kom en rød regering, men ingen vil mene, at den historiske sympati for Børstings ’firma’ er intakt. Børsting havde indtil S-R-SF-regeringens tilblivelse oplevet, hvordan LO var blevet holdt væk fra regeringskontorerne siden 2001, på nær da Anders Fogh skulle bruge hans opbakning op til valget i 2007.

Hvad Thorning-Schmidt tydeligvis ikke havde glemt, da hun blev statsminister. Børsting blev alene præsenteret for en buket af tidsler ved sidste års trepartsforhandlinger, og en frustreret og svag faglig ledelse kunne ikke bære beskæringen af helligdage hjem overfor medlemmerne – med Metal forrest flækkede man sammen.

Børstings iskolde analyse bør nu være, at enhver regering vil mase de faglige kammerater i bund for at få mere effektivitet i den offentlige sektor, så man undgår at præsentere vælgerne for massive nedskæringer, som følge af, at vi bliver stadig flere ældre i de kommende år. Lærerkonflikten handler om velerhvervede rettigheder omkring arbejdstid og selvbestemmelse, snarere end den højtbesungne faglighed. På den måde adskiller konflikten sig ikke fra den i 2008, hvor sygeplejersker og sosu’er fik lov til at gå planken ud.

I Kraka har vi beregnet, at det offentlige overenskomstsystems reguleringsmekanisme betyder, at eksempelvis sygeplejersker, sosu’er og pædagoger skal gå mellem 1200 og 1800 kroner ned i løn om året, hvis folkeskolelærerne går 4,5 procent op. Her er årsagen til, at Corydon ikke griber ind. Et indgreb uden at give lærerne lidt ekstra skaber dårlig karma op til den efterfølgende reform af folkeskolen, som regeringen har klar i ærmet. Og en regulering af lærernes løn vil som sagt gøre alle andre sure.

På Christiansborg er der ingen, som bryder sig særligt om fagbevægelsen i dens nuværende udgave. Børsting er blevet et passiv, når han og kolleger altså ikke lige bruges til at legitimere den danske model. De røde venner er væk (ja, bortset fra Enhedslisten, hvis øråberi ikke rigtig batter). Politikerne ser vælgere og modtagere af offentlige ydelser, snarere end de ser medlemmer af faglige organisationer.

Regeringens har fundet ud af, at den kan knække fagbevægelsen ved at spille efter reglerne – at undlade at gribe ind. Den danske model gør arbejdet. Jeg smilede lidt, da jeg så Dennis Kristensen fra FOA citeret for, at »de tager os én for én«. Dennis ved, hvad han taler om og han har givetvis ret. I går sosu’erne, i dag lærerne, i morgen?

Børsting og konsorter skal herfra finde vej i en verden uden venner, hvor finanspolitikken vil kræve stadig flere ofre af deres medlemmer, og hvor deres krav bliver hældt rent ned af brættet, hvis de ikke makker ret. Sjovt nok er netop den klare take-it-or-leave-it-politik fra Christiansborg chancen for at etablere et comeback? Lønmodtagerne kan herfra lade sig smadre eller stå sammen?

De 80.000, som i juni demonstrerede over Genopretningspakken og imod Løkkes regering, havde især ét problem med pakken: reguleringen af overførslerne. Den turde Løkke ikke gennemføre. S-R-SF-regeringen vedtog den som en del af skattereformen sidste sommer. Fremover bør fagbevægelsen give regeringen reelt modspil. Men det kræver, at den forstår sin nye situation: Den har ingen venner, kun sig selv. Nu dages det, brødre!