2022 har budt på flere interessante kursændringer i regeringens økonomiske politik. Statsminister Mette Frederiksen meldte i årets nytårstale bl.a. ud, at man allerede i år vil træffe beslutning om en bredt dækkende CO2-afgift. Dette har økonomiske eksperter råbt på i årevis, men regeringen har hidtil tøvet med det. Nu har ekspertgruppen barslet med første bid, så vi får se.
Senere i januar kom så det næste eksempel på nye politiske toner med aftalerne i forlængelse af udspillet ”Danmark kan mere I”. Pakken indeholder lavere dagpenge og en halvering af dagpengeperioden for nyuddannede og lavere beløbsgrænse for udenlandsk arbejdskraft – ting, som regeringen tidligere har afvist. Aftalen fik ikke en let fødsel, og meget udestår, men retningen fra regeringen var klar.
Man kan gisne om, hvad der har givet anledning til disse kursændringer. En mulig forklaring kan være, at regeringen har kigget på de økonomiske udsigter frem mod 2030 og erkendt, at deres finanspolitiske råderum allerede er så godt som opbrugt. Man er derfor nødt til at ændre kurs på dele af den økonomiske politik.
Regeringen skal have 2030-planen på plads senest til august. Normalt er fremrykningen af slutåret for de mellemfristede planer – i denne omgang fra 2025 til 2030 – en lejlighed til offensive udmeldinger og store planer. De store armbevægelser er normalt mulige, fordi fremrykningen frigiver mange milliarder fra Finansministeriets regnedrenges domæne, det såkaldte “beregningstekniske forløb”, til politikernes domæne, det finanspolitiske råderum. I den nye 2030-plan udgør denne overførsel da også ca. 32 mia. kr. på årsbasis i 2030.
Men intet paradis uden en slange. De mange mia. kr. kan ikke bruges til nye initiativer, fordi de allerede er øremærkede til politiske løfter og indgåede aftaler. Fx må der forventes at skulle bruges 17 mia. kr. på den fremlagte velfærdslov, som skal sikre, at det offentlige forbrug følger med når befolkningen bliver større og ældre. Forståelsespapirets mål om balance på den strukturelle saldo i 2030 lægger beslag på yderligere 17 mia. kr. Regeringen starter altså sin 2030-plan med at måtte låne af det meget begrænsede manøvrerum, der er frem mod 2025.
Udgifterne til en velfærdslov vil dække noget af det, som råderummet ellers skulle have finansieret. Alligevel er det markant, at der frem mod 2030 ingen skjulte reserver er. Det lægger umiddelbart et snærende pres på at skaffe nye penge. Nye politiske initiativer, der koster penge at gennemføre, vil selv skulle rumme finansieringen.
Og her har vi måske forklaringen på, hvordan en “førstegenerationsreform” som nedsættelsen af nyuddannedes dagpenge er kommet tilbage på den politiske menu. Den slags stramninger giver nemlig hård valuta, som kan bruges på andre tiltag i politiske aftaler. Den seneste reformpakke er et godt eksempel på denne dynamik: Nedsættelsen af dagpengene er med til at finansiere pakkens udgiftstunge poster. Pakken er dermed fuldt finansieret i 2030, ifølge Finansministeriet.
Men der er mange andre områder, som forventes at kræve penge i den kommende tid: Klimaudfordringen kræver store investeringer i fx elnettet, spørgsmålet om offentlig løn er skudt til hjørne i en lønstrukturkomite, der er ikke fremlagt nogen initiativer som følge af rapporten fra Ydelseskommissionen, og regeringen har også luftet ønske om en sundhedsreform med nærhospitaler.
Regeringen kan give sig selv lidt manøvrerum, uden det kræver nye reformer eller skatter. Kan de overtale støttepartierne (læs: de radikale) til at slå en streg over forståelsespapirets mål om balance i 2030, frigives 12 mia. kr. til råderummet ved at ændre budgetmålet til -0,5 pct. af BNP. Det vil gå til grænsen af budgetloven, hvilket evt. kan kritiseres som uansvarligt. Budgetloven skal dog revideres i år. Her kan regeringen henvise til, at de økonomiske vismænd, kommunerne, fagbevægelsen m.fl. har foreslået at lempe saldogrænsen til -1 pct. af BNP. Dermed kan et saldomål med underskud måske nemmere glide ned politisk. Med overholdbare offentlige finanser kan en lempelse forsvares, men da overskuddene først ventes fra 2060’erne, bør man bevare en vis finanspolitisk påpasselighed.
Der er altså nye tider forude. En ny 2030-plan med et uændret saldomål på 0 pct. i 2030, i kombination med en velfærdslov som fremlagt, vil blive et farvel til, at selv mindre politiske tiltag kan finansieres af råderummet. De nuværende finanspolitiske udsigter varsler derfor genkomsten af en ny, mådeholdende politik, hvor spørgsmålet ”hvor skal pengene komme fra?” igen skal besvares direkte, hver gang regeringen fremlægger ny politik.
Indlægget er bragt i Børsen den 21. februar 2022.
