Indlægget blev bragt på Berlingske.dk torsdag den 2. april 2020.
Det er nu ret tydeligt, at antallet af indlagte med corona ikke stiger eksplosivt, og mange ønsker naturligt nok en regeringsplan for genåbning af Danmark. Men en helt fundamental information for sådan en plan mangler: Vi ved ikke, hvor mange der er smittede eller immune, og derfor kender vi ikke risikoen for en genopblussen af smitten.
En fast, troværdig plan for afvikling af restriktionerne lader sig ikke opstille for indeværende, da der ikke eksisterer et tilstrækkeligt erfaringsgrundlag med coronaen, så regeringen er tvunget til at forsøge en delvis åbning og tilpasse løbende afhængig af smittespredningen. Her kan en systematisk og løbende overvågning af smittetrykket i befolkningen bidrage til at finde den rette balance mellem hastigheden i afviklingen af restriktionerne og risikoen for, at smitten kommer ud af kontrol. Den risiko kan ikke fjernes. Det handler om at tage en kalkuleret risiko. Og det gør man bedst, hvis man har et grundlag for at vurdere, hvor stor risikoen er. Det kræver kendskab til det såkaldte “mørketal”.
Overblikket over smittetrykket bør etableres hurtigst muligt og opretholdes det næste år frem. Et tilfældigt udvalgt, repræsentativt udsnit af befolkningen bør derfor løbende testes. Personerne skal både testes for, om de aktuelt er smittede, og for om de har antistoffet, og derfor er helt eller delvist immune over for smitten. Testene bør suppleres med IT-værktøjer, der på frivillig basis indberetter deltagernes sundhedstilstand og færden og giver individuelt tilpasset information om udviklingen i risici.
Regeringen er i genåbningen udfordret som Odysseus mellem Skylla og Charybdis: Med en for hurtig åbning risikerer man at komme faretruende nær sundhedssystemets kapacitetsgrænse. Med en for langsom åbning begrænses den økonomiske aktivitet unødigt, og den i forvejen meget alvorlige økonomiske krise bliver yderligere forværret.
Overvågning fjerner hverken Skylla eller Charybdis. Men man kan bevare overblikket og hurtigt tilpasse åbningshastigheden til de faktiske forhold, og man vil kunne teste effekterne af enkelte tiltag på fx regionalt niveau, før de udbredes til landsplan.
De sundhedsmæssige og økonomiske perspektiver
Danskerne kan ikke holdes fri for coronasmitte, og den danske afbøjningsstrategi og WHOs inddæmningsstrategi har samme slutmål, nemlig flokimmunitet. Det kræver, at mindst omkring 60 pct. af befolkningen er immune. Skal dette opnås alene ved smitte, skal mindst 3.6 mio. danskere være smittet. Hvis ca. 10 pct. af de smittede har behov for hospitalsindlæggelse, betyder det, at mindst 360.000 danskere skal indlægges, mens flere end 20.000 sandsynligvis vil dø, inden vi kan begynde at lægge coronakrisen bag os. En ny vaccine kan reducere dette antal betydeligt, men kan formentlig tidligst være færdig til brug 6 – 12 måneder ude i fremtiden.
Konsekvenserne af en lukning er også alvorlige: Folketinget har vedtaget en række hjælpepakker til dansk erhvervsliv, men for mange virksomheder kan hjælpepakkerne være utilstrækkelige. Mange af de helt eller delvist lukkede virksomheder står netop nu over for deres højsæson. Det gælder fx restauranter og flyselskaber. For disse kan det være altafgørende, om der igen er kunder i butikken 1. juni eller 1. juli. Det er på ingen måde ligegyldigt, om restriktionerne fjernes en måned før eller senere.
Så vi kan roligt belave os på at skulle balancere presset på sundhedssektoren over for økonomisk aktivitet i mindst et år. Der er ikke blot tale om en kort overgangsperiode, “mens vi åbner”.
Men hvad skal man så gøre?
Der bør løbende gennemføres randomiserede test, hvor fx 5.000 tilfældigt udvalgte personer testes hver uge. Hvis man kun tester personer med symptomer, får man et upræcist billede. Man skal både teste, om personerne har corona, da det giver et billede af, hvor mange der kan videregive smitte, og man skal teste, om personerne er immune, da det giver et billede af, hvor mange der stadig kan smittes, og hvor langt vi er fra at opnå flokimmunitet.
De teknologiske muligheder bør udnyttes som man har gjort i Sydkorea, og som er på trapperne i bl.a. Estland og Tyskland, så man kan sikre effektiv isolation og give en individuelt tilpasset risikovurdering, men tilpasset et moderne demokrati. Der bør konkret udvikles en officiel app, som alle opfordres til at anvende. Brugerne bør i app’en løbende indrapportere deres helbredstilstand som i Facebookgruppen “Danmarks Mørketal Covid19”. Myndighederne skal med brugerens accept kunne følge brugerens færden og koble denne med andres indberetninger og yderligere data om lokal og national smitterisiko. Endelig bør myndighederne via app’en kunne give individuelt tilpassede råd om særlige risici.
Indberetningerne giver sammen med testene en tidlig indikation på ændringer i smittetrykket på landsplan og lokalt, så myndighederne hurtigt kan tilpasse restriktionerne herefter. En overvågning af den enkeltes færden giver mulighed for at identificere dennes kontakt med smittede og giver sammen med den individuelle tilbagemelding den enkelte de bedste muligheder for at reagere på stigende eller faldende smitterisiko. Og den individuelle risikovurdering tilskynder også den enkelte til at deltage.
Tests og teknologibaseret overvågning bør gennemføres løbende og over hele landet, indtil vi for alvor via flokimmunitet kan lægge coronaen bag os. Det er en central anbefaling fra Kraka-Deloitte initiativet Small Great Nation.
Hvad vinder man ved en omfattende overvågning at smittetrykket?
Uden overblik over smitterisikoen kan regeringen begå to fejl: Hvis man undervurderer smittetrykket og derfor afvikler restriktionerne for hurtigt, kan det føre til en opblussen af epidemien. Dels forøger det presset på sundhedsvæsenet, dels kan det nødvendiggøre nye skrappe restriktioner. Hvis man overvurderer smittetrykket, får man ikke afviklet restriktionerne hurtigt nok med unødige og betydelige økonomiske tab til følge.
Med systematisk overvågning skaber man det bedste informationsgrundlag for at afvikle restriktionerne i det mest hensigtsmæssige tempo. Men det kan ikke stå alene, for i takt med at corona spredes verden over, høstes nye erfaringer.
Det er derfor selvindlysende klogt også at lære af erfaringerne fra andre lande. Særligt ser Sydkorea ud til at have en vellykket håndtering af epidemien.
Men en overvågning forbedrer også de danske muligheder for at høste egne erfaringer: Start fx med at åbne daginstitutioner i en enkelt region og udbred det til hele landet hvis smittetrykket ikke stiger alarmerende. Tilsvarende fx med åbning af restauranter eller større forsamlinger. Sådanne forsøg i en overskuelig skala kan forbedre vidensgrundlaget, men må selvsagt udføres i respekt for personer og virksomheder.
Det første skridt i en genåbning af det danske samfund er at fjerne bindet for øjnene ved systematisk overvågning. Det er ikke i nogens interesse, at regeringen opstiller en fast plan for åbningen: Planen kan alligevel næppe overholdes, for vi kender endnu for lidt til coronaen. Og netop fordi vi må forvente at leve med en lang række coronarelaterede usikkerheder i mange måneder, har ikke kun regeringen, men også borgere og virksomheder, brug for det bedst mulige grundlag for at vurdere risici og sandsynligheder, når de skal træffe deres egne fremtidsrettede valg. Derfor må data indsamles og bearbejdes, og de opgjorte risici må formidles bredt og individuelt tilpasses.
Helt afgørende er det her at komme i gang med systematisk og randomiseret testning så hurtigt som overhovedet muligt.
