Kraka har set nærmere på, hvor mange der får børneydelserne, selv om de selv eller deres børn ikke bor i Danmark. Det skal ses i lyset af de igangværende forhandlinger om børneydelser på Christiansborg. Tallene er meget små. Fx. betales 90 mio. kr. til forældre i Danmark, hvis børn bor i udlandet. Men det er primært danskere, der får de penge. For østeuropæere i Danmark med børn i udlandet er beløbet på godt 30 mio. kr. i 2012 – det er under 0,2 pct. af de samlede udbetalte børnepenge. Når nu man på Christiansborg strammer reglerne om børneydelser, vil det derfor formentlig ramme danskere hårdest. Der er heller ikke meget fokus på de fordele, danskere har ved EUs regler om arbejdskraftens bevægelighed. Mange danskere arbejder og bor midlertidigt i andre EU-lande og har derfor adgang til landenes sociale sikringssystemer, herunder børneydelser. Danmark (eller danskerne) har som et lille land, som udgangspunkt, større fordele ved EU’s regler om arbejdsskraftens bevægelig end andre, større lande.