- Europas købekraftsjusterede produktivitet er halet ind på USA’s siden årtusindeskiftet.
- Historien er endnu bedre i en dansk kontekst. Danmarks købekraftsjusterede produktivitet har historisk været lavere end USA’s. Det ændrede sig op igennem 10’erne og i en årrække var Danmarks købekraftsjusterede produktivitet faktisk højere end USA’s.
- Produktivitet er et udtryk for, hvor meget værdi der skabes ved en times arbejde. Den købekraftsjusterede produktivitet kan bruges til at sammenligne niveauet af to landes produktivitet. Analysens resultater adskiller sig fra Draghi-rapportens fordi vi bruger en metode, der tager højde for, at USA har haft en højere inflation end EU.
- Europas udvikling i den købekraftsjusterede produktivitet kan til dels forklares af USA’s relativt højere inflation samtidig med, at de amerikanske vækstrater er faldet siden 00’erne. Siden 2010 har Europa og USA haft ca. samme nationale produktivitetsvækst.
- Europa viser tegn på en god konkurrenceevne. Både Euroområdet og Danmark har haft et højere overskud på betalingsbalancen end USA siden 2000, uanset hvilken konjunktursituation landene har været i. Det indikerer, at hverken Danmark eller Euro-landene har et problem med konkurrenceevnen i den snævre forstand, vi har defineret det her.
- Samlet set viser analysen, at Draghi-rapporten tegner et for dystert et billede af Europas produktivitet og konkurrenceevne. Og når det kommer til Danmark, er billedet endnu pænere.