Holder Thorning til valgdagen?

S-gruppen er kuet og tør ingenting, men efterhånden har baglandet set skriften på væggen. Målingerne taler deres eget klare sprog. Slaveanalysen er lige nu, at statsministeren holder til valget, men processer af denne slags kan køre helt af sporet – og så kan Thorning-Schmidt være partilederhistorie, før hun aner.

Det har længe været kendt, at S-toppens popularitet er aftagende hos partiets kernestropper. Stemningen er død som en sild ude i de enkelte partiforeninger, og ’soldaterne’ kan ikke genkende deres parti på den førte politik. De er enige med SF, som skred. Selvsagt er den første S-ledede regering i et årti fredet i det første stykke tid, men nu, hvor målingerne ligger under Dansk Folkepartis, og der kun er godt et år til valget, er bægret fuldt.

Thorning-Schmidt og Corydon har med få undtagelser kuet S-gruppen til tavshed. De har fremstillet alle de upopulære reformer som nødvendige og udråbt kritiske røster som tæt på uvidende. De har set bedst ud på afstand.Thorning-Schmidts problem er selvsagt hendes manglende politiske erfaring kombineret med hendes (selvvalgte) isolation fra dem, som kan noget. Hun er begavet, men det er langtfra nok i det job, hun har. Hun har haft to hovedproblemer så langt: For det første har hun på intet tidspunkt signaleret nogen form for empati over for de berørte i forbindelse med de gennemførte reformer. Hun har ubegribeligt ikke foretaget damage control, når det gælder om at leve sig ind i hendes kernevælgeres syn på, at hun voldsomt har skiftet politik efter valget.

Medlemmerne angler efter at få et signal fra hende om, at hun godt er klar over, at det – i en historisk sammenhæng – er særdeles stærk kost, hun byder dem.Hun har aldrig givet dem det mindste, måske i en misforstået oplevelse af, at det ville lyde defensivt eller blive opfattet som svaghed. Men empati har altid været gangbar mønt i politik. Hendes adfærd opfattes måske som at være sej i perioder, hvor det godt, men i perioder med modgang (og hun har ikke haft andet) bliver den let opfattet som arrogance og distance. Deraf den mistede kontakt til partiet.

For det andet har hun forsømt at give de radikale modspil. Det er ikke sundt for et radikalt parti at leve uden modspil. Jeg har oplevet det på tæt hold. De radikales ego’er er som vilde heste på en sommereng og løber af sted med dem uden varsel. Politikvalget, SF’s exit, Holger K.s vidnesbyrd om, at SF fik bank, når de forsøgte at få lidt lunser, vidner alt for tydeligt om, at Vestager-Corydon-aksen har været god – for Vestager.

I dag mener mange radikale – som godt kan se, at Vestager er ved at sejre sig ud af regeringskontorerne – at de skal have mere modspil af Socialdemokraterne. Det er korrekt. Men måske har toget forladt perronen. For de socialdemokratiske ministre må det føles som at være udtaget til landsholdet i fodbold og tabe 7-0 til Færøerne på hjemmebane i Parken.

Thulesen Dahl har dygtigt erobret de utilfredse S’ere og vil forstå at holde på dem, hvad der meget vel kan gå hen og blive det sidste strå, inden kamelens ryg knækker. Baglandet har ikke så meget tålmodighed med Thorning-Schmidt, og nu kommer Produktivitetskommissionen med en serie forslag, som næppe heller vil øge statsministerens popularitet, hvis hun følger Vestager i omfavnelsen af Peter Birch Sørensen og co.

Thorning-Schmidts ærefulde udvej er en plads i EU-systemet, som sømmer sig for en statsminister. Mirakler sker i politik, men det bliver svært. Alternativt må hun indstille sig på at komme sine vælgere og partifæller i møde i den næste usædvanligt hårde tid som et lillebrorparti til DF. Alene tanken om den kongres, der skal afvikles i efteråret i Aalborg, giver kuldegysninger, såfremt målingerne ikke retter sig. Hvad de næppe gør.

Socialdemokraterne har før været i krise, men slet ikke på dette niveau. Statsministeren kan umuligt bilde sig selv ind, at ’sådan er det bare at være statsminister’. Situationen er ekstraordinær, men man har kunnet se det komme længe. Ubegribeligt, at Thorning-Schmidt og Corydon ikke har. Pludselig kan en tændstik sætte en eksplosion i gang med det resultat, at Mette Frederiksen, Nicolai Wammen og andre håbefulde formandskandidater er på togtur rundt i kongeriget for at føre valgkamp i de enkelte valgkredse. Det er på tide, at Thorning-Schmidt ser skriften på væggen.