Analysen er nævnt på politiken.dk d. 14. juni 2018
- Analysen viser, at selvom forbruget af traditionelle nyhedskilder som printaviser og TV er faldet over de seneste år, får langt størstedelen af danskerne stadigvæk primært deres nyheder igennem traditionelle, journalistisk behandlede nyhedskilder. Herudover viser analysen, at selvom der er forskelle i, hvilke nyhedskilder folk benytter på tværs af partifarver, har Danmark internationalt set et mediebillede med en lav polariseringsgrad.
- Analysen indikerer også to bekymrende tendenser. For det første ses, at ca. 1 pct. af danskerne primært får links til nyheder, der ikke er journalistisk behandlede. Det kan betyde, at kvaliteten af denne gruppes nyheder er lav – og at de har større sandsynlighed for at blive misinformeret.
- Anden bekymrende tendens er, at de 12 pct. af danskerne, som har sociale medier som primær nyhedskilde, i højere grad end andre, stoler på sociale medier. Det kan være bekymrende, da det i høj grad er unge, der benytter de sociale medier – og de unge har et lavere erfaringsgrundlag til at vurdere troværdigheden af en nyhed.
- Det kan være en udfordring, at danskerne, i højere grad end tidligere, benytter sociale medier som nyhedskilde, da der på de sociale medier også bliver delt nyheder, som ikke er journalistisk behandlede. Det stiller nemlig et større krav til, at den enkelte selv screener sande nyheder fra falske. Det forventes at være mere tidskrævende end blot at orientere sig i journalistisk behandlede nyheder. Alt andet lige betyder det, at nyhedsbrugerne får et lavere informationsniveau og mindre tid til andre gøremål.